Der bliver budt på mange spændende, og højst relevante emner, på KTC ÅRSMØDE 2019. Heriblandt kan vi blandt andet nævne byudvikling, planlægning, ejendomme, energi og forsyning, ledelse, indkøb og mobilitet. Alt sammen med fokus på hvordan det hele spiller sammen med klimaforebyggelse og -tilpasning.
Hvordan undgår vi møgsagerne – og hvad gør vi, når de alligevel rammer.
Karnov fortæller om den håndhævelsesguide, de har lavet for at hjælpe med den juridiske proces omkring håndhævelse af alt fra tilsyn til lovliggørelse inden for Teknik og Miljø, så kommunen ikke risikerer erstatningskrav og kritik fra myndighederne. Hvad der i daglig tale også kan kaldes for ”møgsagerne”. Guiden skal kunne hjælpe sagsbehandleren i mål med sagerne – og de kommer også med råd om, hvad vi så skal gøre, når møgsagerne alligevel opstår i ny og næ.
Fra sidste nyhedsbrev er det værd at gentage andre spændende sessioner:
Påvirkes bosætningsvalg af kommunernes klimaindsats?
Kuben Management og Exometric præsenterer en helt ny analyse af kommunernes klimaindsats i relation til bosætningsmønstre og giver inspiration til, hvordan den enkelte kommune kan forstå de mekanismer på klimaområdet, der kan tiltrække og fastholde borgere.
Bæredygtighed i planlægningen
Orbicon viser, hvordan kommunerne indarbejder bæredygtighed i planlægningen og sikrer den rette prioritering. De kommer med en række eksempler og præsenterer nogle værktøjer, som kan bruges. Heriblandt samfundsøkonomiske modeller, der sikrer, at midlerne bruges de rigtige steder og et værktøj til at indarbejde FN´s Verdensmål i planlægningen.