Dermed når vi frem til en væsentlig pointe i samspillet mellem embedsmænd og kommunalpolitikere. Den handler om embedsværkets måde at spille et beslutningsgrundlag op til udvalget. Det skal ske med stor omtanke og en god tæft, for såvel den enkelte politikers som det samlede udvalgs måde at arbejde på. Lad os illustrere med nogle cases:
En husejer ønsker at bygge 1. sal på sit hus, der er beliggende i et villakvarter med gældende byplanvedtægt. Kvarteret bestå fortrinsvis af ældre, et-planshuse, men tilbygningen kan – med nogle få tilretninger – rummes inden for planbestemmelserne. Flere omboende er imidlertid stærkt utilfredse med naboens planer, og har henvendt sig til forvaltningen. Hvad gør forvaltningen? Hjælper ansøger med at tilpasse sit projekt til at overholde planbestemmelserne eller fremlægger sagen for udvalget som en ’principiel’ sag?
I et andet tilfælde ønsker en borger at bygge et typehus på en grund i en landsby. Landsbyen er reguleret af en ældrebyplanvedtægt, og typehuset er i strid med flere af områdets bestemmelser. Der er stadig nogle af de oprindelig huse og gårde tilbage i landsbyen, men landsbyen har ændret karakter de seneste 30 år, og har mistet meget af sit oprindelige landsbypræg. Nogle grundejere har fået dispensation fra bygningshøjde, til andre materialetyper, og bebyggelsesprocenter, andre grundejeren har disponeret uden at indhente tilladelse, og andre igen har sågar fået byggetilladelse men uden at få de nødvendige dispensationer fra planbestemmelser.
Der er naturligvis mange mellemregninger i begge sager, men fælles for dem er, at de udfordrer administrationen i forhold til at have en klar og tydelig afgrænsning af hvad der er hensigtsmæssigt at behandle politisk, og hvad der ikke er. Administrationen bør meget nøje vurdere, hvornår en sag er bærer af de principielle spørgsmål, som berettiger en politisk stillingtagen, og hvornår sagen drejer sig om at administrationen ikke kan finde sine ben at stå på. I den første sag burde det umiddelbart ikke være nødvendigt at involvere udvalget, hvorimod det kan fremstå relevant i den anden. Her er det imidlertid vigtigt – som i alle andre sager – at administrationen fremlægger sagen så neutralt som muligt og med fokus på det principielle.
Så et spørgsmål, man kan stille sig selv som chef i en teknisk administration i 2017 er: Er vi i administrationen så skarpe i vores vurdering af de sager, som finder vej til udvalget, som vi kan og bør være?
