I København gik man for et par år siden også i gang med at digitalisere det 10 hyldekilometer store byggesagsarkiv. Der går der imidlertid yderligere ca. 10 år, inden man er helt færdig med at scanne arkivets 350.000 byggesager, som opbevares i 22.000 arkivkasser.
Indtil dato er 4.000 kasser blevet digitaliseret. Tiden, det tager at scanne og digitalisere en kasse, er blevet reduceret fra 28 til nu under syv mandetimer takket være større erfaring, proces- og systemoptimering og mere effektive scannere.
Samlet bruger kommunen 17 årsværk i form af en række dedikerede scanningsmedarbejdere på at digitalisere arkivet. Heraf er de otte seniorjobbere, mens de øvrige er almindeligt ansatte, hvoraf nogle veksler mellem at scanne og arbejde med borgerbetjening.
Erfaringen er, at medarbejdere såsom seniorjobbere fungerer rigtig godt, og helst i faste eller længere jobforløb, fordi opgaverne kræver en vis oplæring og viden.
-Vi kan se, at når vi selv scanner, kan vi sagtens opnå en mindst lige så høj kvalitet af det scannede materiale, som hvis det blev gjort hos et bureau ude i byen, og vi har rigtigt godt styr på vores metadata. Hertil kommer, at vi løfter et socialt ansvar i forhold til seniorjobberne. Desuden er arkivsagerne her i huset, hvis en kunde skal bruge dem, mens en sag er til skanning, siger Michael Andersen, konstitueret Enhedschef for Byggesagsdokumentation i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.