Klimakrisen er måske vores generations største udfordring, og den kræver en stor og sammenhængende grøn omstilling af hele samfundet. Klimakrisen er global, men den skal løses lokalt, og meget af det, som skal forandres, kræver kommunernes aktive deltagelse.
KTC har derfor oprettet en Faggruppe for Klima, som vil have fokus på at synliggøre kommunernes vigtige rolle, samle alle trådene, og sammen med KL og andre aktører skabe de bedst mulige rammer for kommunerne i omstillingen af vores samfund til en fremtid uden fossile brændsler.
Faggruppens arbejde vil foregå i tæt samspil med de øvrige KTC Faggrupper.
Formand med stærk faglig ballast
Klima-faggruppens formandspost vil bestrides af Henrik Müller, som er klimachef i Aarhus Kommune. Henrik er uddannet inden for skov- og naturressourceforvaltning og har 16 års erfaring fra amt, stat og kommune. Han har dermed en god ballast til se på tværs, se synergier mellem fagområder og tænke både langsigtet og i konkrete kortsigtede løsninger.
Om sin nye formandspost udtaler Henrik:
”Jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet og særligt til at kunne samle nogle af de stærke kræfter rundt om i kommunerne, som allerede arbejder med området. Og til i tæt samarbejde med de andre faggruppeformænd at sikre, at vi sammen udnytter de muligheder, vi har, for at styrke kommunernes arbejde til gavn for både borgere og virksomheder.”
Læs mere om den nye Faggruppe for Klima i aprilnummeret af magasinet Teknik & Miljø.