”Jeg gad godt nok ikke at arbejde i en kommune”. Sådan tænker mange. Det gør de, fordi kommunerne har fejlet med at synliggøre, hvilke opgaver de løser, og ikke mindst det overordnede mål, som ansatte og ledere i de danske kommuner hver dag jagter: At skabe rammer for et godt liv, gøre hverdagen let og smidig og udvikle kommunen så mennesker og virksomheder kan udleve deres potentiale og drømme på langt sigt.
Og selv om teknik- og miljøforvaltningerne kun står for ca. 5 pct. af de kommunale driftsbudgetter, så vedrører opgaverne 100 pct. af borgerne. Det betyder, at vores opgaver rammer meget bredt. Alle har brug for affaldshåndtering, veje, rent vand og hundredvis af andre ting. I det daglige tænker borgerne ikke så meget over det, men når tingene kikser, opdager de, hvor vigtige opgaverne er. Vi leverer, mere end nogen, rammer for det gode liv.
Artiklerne i dette nummer af Teknik & Miljø er gennemsyret af denne tilgang. Fx tager artiklen om det personlige ledelsesgrundlag udgangspunkt i et ”ude-fraind” billede, hvor det er borgerne, der definerer ledelsesopgaven. Og artiklen om rekruttering anbefaler, at vi ledere skal blive bedre til at italesætte de mange fordele og muligheder der er i fx en projektlederstilling i en kommune.
Og her er vi ved kernen: Vi ledere skal være langt bedre til at synliggøre, hvad vi går og laver og ikke mindst, HVORFOR vi gør det. Det dybe formål, som vi arbejder for, vil appellere til mange, og specielt de yngre ønsker job, der giver mening. Og vi skal have flere unge ind i vores forvaltninger.