Vi er lige nu optaget af tre emner:
For det første at vi er en lille faggruppe, som er sårbar overfor travle chefer, der har svært ved at nå at deltage i møderne. Det går ud over gruppens produktion, og det går ud over gruppens identitet. Derfor kigger vi også i det kommende år på gruppens kommissorium og vores møder - hvor, hvor ofte og hvordan.
For det andet er vi fortsat optaget af ledelse af digitalisering. Vi mangler begreber, når vi skal lede digitaliseringsprocesser. Vi har gode, stærke begreber, når vi skal forandre, organisationsudvikle, effektivisere, skabe trivsel osv. Men digitaliseringsord? Det vil vi gøre noget ved. Og vi kommer med et tilbud om en uddannelse for ledere, der digitaliserer.
For det tredje sætter vi sammen med COK en ny dagsorden i forbindelse med ”chef i teknik og miljø”, som drejer sig om forholdet mellem den administrative og den politiske ledelse. Der er sket en udvikling siden 2007, som viser sig i kompetencefordelingen, og som viser sig i den måde administrationen spiller sammen med politikerne og omvendt. Det er en udvikling, som fortsætter, og et spændende tema at arbejde med i de kommende år.