Assens Kommune indledte et samarbejde med leverandøren af styringssystemet til byggesagerne, KMD Structura Byggesag, for at få afdækket mulighederne inden for digital sagsstyring.
- Vi var igennem flere processer for at få tilpasset sagsgangene med den digitale tankegang. Vi så blandt andet på flowdiagrammer, visuelle opsætninger, funktionskrav, opdateringskrav for blot at nævne nogle stykker, fortæller Michael Revheim Würtz.
Efter endt proces introducerede byggesagsbehandlerne i sommeren 2015 et digitalt screeningsskema. Skemaet blev opsat efter kommunens egne
behov og blev på den måde et styringsværktøj for behandling af byggesager.
- Med screeningsskemaet kunne vi hurtigt danne os et overblik over, hvilke andre lovgivninger og forhold, der kunne have betydning for, om vi kunne give tilladelse – og vi kunne med det samme give ansøgeren besked om, hvor lang tid den samlede behandlingsproces ville tage, forklarer han.
Selvom det digitale screeningsskema gjorde byggesagsbehandlingen mere ensartet og gav overblik over processen for den enkelte byggesag, var det stadig som om, noget manglede.