Merværdi og dobbeltfunktioner er nogle af nøgleordene i de fire Vandplus-projekter, som har kombineret rekreative tilbud og klimatilpasning.
Vandplus har omfattet de fire projekter i Solrød, Gladsaxe, Frederiksberg og Viborg. Og man må sige, at projekterne i høj grad har givet merværdi. Borgerne har sparet to-cifrede millionbeløb og fået kombineret regnvandstekniske løsninger med forskellige grønne og rekreative byrum. Resultaterne blev præsenteret ved en beslutningstager-konference d. 16. januar i København.
De 12 mio. kr., som Vandplus-samarbejdet har støttet de fire projekter med, er reelt et lille beløb i forhold til de samlede projektsummer. Det var også Realdanias direktør Jesper Nygaards udgangspunkt ved Vandplus-konferencen.
- Vi kan se, at de små beløb, vi har bidraget med, har været enzym for, at der er lavet nogle forpligtende samarbejder, hvor fagligheder og kompetencer bringes sammen. Når stat, fonde, kommuner og forsyninger lægger kræfterne sammen, kan der ske noget, sagde han og understregede, at det kræver mod, lederskab og visioner at udvikle klimatilpasningen. Og at det er vigtigt, at forsyningsselskaber og kommuner forstår hinanden.
Han konstaterede også, at klima-området er et af de mest innovative områder og kan være en test på, hvordan man kan løse andre samfundsmæssige udfordringer.