I Vejle Kommune bekræfter afdelingsleder for Byggesag og Industrimiljø, Peter Bachmann Vestergaard, at servicemålsaftalen har et overvejende fokus på at dokumentere sagsbehandlingstider ved at måle på kommunikationsflowet på it-platformen Byg og Miljø.
- Med Serviceaftalen fulgte ansøgningsplatformen Byg og Miljø, et it-system som har ensrettet ansøgningsproceduren over hele landet, og som løbende registrerer den enkelte byggesags behandlingstid. Det betyder, at møder og telefonsamtaler mellem os og bygherre ikke indgår eller bliver medtaget som service. Jeg vurderer, at en god dialog er et væsentligt serviceparameter i hele byggesagsbehandlingen. Noget vi har god erfaring med, og som vi fortsat vil prioritere, siger han.
Hanne Lykke fra COK understreger, at den nye kommunale myndighedsrolle såvel som den brede forståelse af service kræver tydelig ledelse.
- Den brede forståelse af god service kræver en stærk ledelsesmæssig forankring, som både kan sikre en stærk strategisk kobling til kommunens overordnede service- og kommunikationsprofil, samtidig med at der lokalt i Teknik og Miljø arbejdes med servicemålsaftalens implementering som et sammenhængende lean-, system- og kulturforandringsprojekt, siger hun.