- Det første trin mod store besparelser på CO2-kontoen er design- og geometrioptimering. Det betyder i princippet, at man gennemregner hele projektet og finder ud af, hvor man kan spare på beton uden at gå på kompromis med de krav, der stilles til bygværkets styrke, sikkerhed og funktion, oplyser Lene Højris Jensen.
Designoptimering er således ikke bare en avanceret form for klodsmajor, hvor tårnet kan blive stående, selv om man har fjernet en hel del klodser (materiale) fra konstruktionen. Bygværkerne skal nemlig fortsat leve op til kravene til bæreevne, holdbarhed og levetid, og de bliver bygget efter de europæiske Eurocodes-standarder for styrkeberegning af bygværker.
- Det kræver detaljerede og omhyggelige beregninger at projektere bygværker, der opfylder alle de normer og krav, som stilles til konstruktionen, og samtidig anvende så lidt beton som muligt. Og det er klart, at det gør projekteringsudgifterne noget større. Men man sparer til gengæld på udgifterne til materiale, transport med videre, og da projekteringsomkostningerne typisk kun udgør ti-femten procent af de totale byggeomkostninger, vil der som regel ikke være større prisforskel mellem et designoptimeret bygværk og et, der er opført med rigelige mængder beton, fortæller Lene Højris Jensen.