Transportministeren er også citeret for at sige, at: ”..Det, jeg hører mest, når jeg kommer rundt, er: ’Kom nu i gang med de veje..” Ja, for sagen er nemlig, at 90 pct. af landets veje er kommunale veje i accelererende forfald. Derfor står bedre veje øverst på listen på virksomhedernes ønskeseddel i DIs årlige erhvervsklimaundersøgelse, og derfor viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, offentliggjort i Momentum, at veje blandt er de kommunale anlæg, som danskerne helst ser investeringer i.
Samtidig er vejenes forfald en dårlig forretning. En undersøgelse fra COWI viser, at hver gang en kommune sparer 1 mio. kr. på belægningsvedligeholdelse, koster det over 5 mio. kr. - fordi det er billigere at vedligeholde end senere at rette op på noget forfaldent.
Velholdte veje er derfor et stort ønske fra danskerne og danske virksomheder, de giver en grønnere Danmark og de sparer penge – som man f.eks. kan bruge til forbedring af den kollektive trafik. Det er nok også baggrunden for at Københavns Kommune, under ledelse af en teknik- og miljøborgmester fra Enhedslisten, har bevilget et historisk højt beløb til genopretning af deres veje.
Hvis ministeren går i giftetanker og en dag frier til vejfolk og asfaltindustrien, er det derfor ikke fordi han hader offentlig transport – men fordi han elsker en god, grøn og billig infrastruktur.