På de udgiftstunge elementer som kørebaner og broer ses et markant efterslæb.
For kørebaner viser øjebliksbilledet, at restlevetiden gennemsnitligt er 41 pct., hvor den optimale restlevetid bør være 50 pct. for at sikre en løbende udskiftning. Investeringsbehovet for at indhente efterslæbet , vurderes på landsplan at være ca. 4,9 mia. kr.
- Ud fra en gennemsnitsbetragtning står det måske ikke så dårligt til, som man kunne frygte. Men der er stor forskel på vejenes tilstand fra kommune til kommune, siger Michael Kirkfeldt, der er formand for KTCs faggruppe for Veje, trafik og trafiksikkerhed.
- Men et efterslæb på 9 pct. årligt betyder, at kommunerne langsomt - men støt - spiser af vejkapitalen. Kommunerne risikerer derfor at stå med en bombe under den kommunale økonomi, hvis der ikke afsættes flere midler til vejvedligeholdelse i de kommende år, siger han.
For broer viser øjebliksbilledet, at de på en tilstandsskala fra 0 til 5 – hvor 0 er en perfekt bro, og 5 er en nedbrudt bro – gennemsnitligt ligger på 1,4. For at rette op på broernes fejl og mangler skal der i løbet af de næste seks år tilføres ca. 237 mio. kr. årligt.