Det betyder ikke, at der nødvendigvis er behov for at ændre på alle reglerne, men at det er nødvendigt at se på dem alle, fordi de er indbyrdes og gensidigt afhængige af hinanden. Det plansystem vi har i dag, er udviklet siden 1930’erne, og blev igennem 1970’ernes planlovreformer ’perfektioneret’ til et hierarkisk system af lovgivning, som, hvis man tager byggelovgivningen med, dækker alt fra landsplan til lokumsdør. Det kan man mene meget om – det er muligvis en uhensigtsmæssig og utidssvarende måde at indrette lovgivningen på set med nutidens briller – men resultatet er, at det at ændre på planloven, er som at trykke på en medisterpølse: En fast hånd et sted får det bare til at bule ud et andet.
En ikke ubetydelig del af den kritik, der i disse år kommer fra den politiske side, kommunalt som nationalt, vidner desuden om en vis mangel på viden omkring planlægningens faktiske rammevilkår og praksis. Eksempelvis henviser en stor del af kritikken af planloven som en barriere for vækst til den politiske praksis, og ikke til noget, man entydigt kan give planloven skylden for. Planloven er, på trods af rygter om det modsatte, først og fremmest en rammelov, som bemyndiger kommunerne til at fastsætte nærmere bestemmelser for den fysiske planlægning. Så er der en lang, lang, række begrænsninger, der indskrænker denne bemyndigelse, og de er rimeligvis en barriere for vækst, hvis man betragter vækst som kortsigtet profit, men de er i allerhøjeste grad en garanti for fortsat langsigtet og bredspektret værdiskabelse med udgangspunkt i landets naturressourcer og blik for vores fælles fremtid.
