Bjarne Bringedal Svendsen, Afdelingschef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Køge Kommune.
Opdateret og korrigeret artikel
Vi har også set flere oversvømmelser, end vi er vant til, men vi slipper nok for helt så drabelige hændelser, takket være vores flade land. På den anden side har vi vænnet os til at bruge jorden helt ned til å-kanten til beboelse eller dyrkning. Og så er der en risiko. Hvordan tackler vi den?
KTC støder stedse på opfattelser og løsninger, der bunder i mangel på viden. Vi prøver i det følgende at tage fat på nogle af dem. Vi har også nogle konkrete bud på løsninger – lær af naturen og lav p-pladser til vandet.
Grødeskæring forhindrer oversvømmelser - forkert
Grødeskæring giver ingen sikkerhed mod oversvømmelser. Grødeskæring fungerer i sommermånederne. Disse kendsgerninger har i pressen fejlagtigt været udlagt som en afvisning af grødeskæringens effekt. Grødeskæring har naturligvis en effekt, men pointen er, at det ikke giver nogen garanti mod oversvømmelser.
En konkret undersøgelse viste fx en sænkning på mellem 6 og 42 cm i 90 procent af målingerne. I halvdelen af de undersøgte vandløb dog under 19 cm.
I Lindenborg Å i Nordjylland kunne selv 8 skæringer i fuld bundbredde ikke forhindre sommeroversvømmelser i nærområdet, der er præget af terrænsætninger.
Efter endt grødeskæring starter genvæksten – som en græsplæne. Efter to til fire uger er effekten væk. Grødeskæringen er derfor de facto uden virkning på vandstanden i lange perioder. Særligt i de tilfælde hvor grøden skæres først eller sidst i vækstperioden.
Hyppig grødeskæring favoriserer plantearter, som har en hurtig genvækst og stor stuvningseffekt. Det gør stedse mere grødeskæring nødvendig for at opretholde vandføringsevnen – en ond spiral.
Hyppig og mere indgribende grødeskæring er i øvrigt skidt for vandløbets miljø og også for kommunernes økonomi, ej at forglemme. For det er kommunen, der skal betale, også selv om kommunen ingen interesse har i vandløbsvedligeholdelsen.
Om vinteren er grøden som regel visnet eller skåret bort i vandløbene. Alligevel er det helt almindeligt med vand i terræn. Det viser, at selv en total fjernelse af grøden ingen garanti giver mod vand på markerne.
Kommunerne ejer de offentlige vandløb - forkert
Det er lodsejerne, der ejer vandløbene. Offentlig vandløbsvedligeholdelse er derfor at betragte som en skattefinansieret erhvervsservice, som ydes til vandløbets ejere. Det offentlige er kun (med)ejer af vandløbene, hvis arealerne langs vandløbene er offentligt ejet.
Nogle vandløb modtager ”offentligt vand” fra veje, byer og deslige. For disse vandløb er der en mere direkte offentlig interesse i vandløbenes vedligeholdelse.
Vandløbene er stærkt påvirkede af vand fra veje og byer - korrekt
– men kun nogle få steder. Nutidens standard indebærer nemlig, at kommunerne stiller krav om forsinkelse af regnvand fra befæstede arealer.
I øvrigt udgør det befæstede areal i Danmark omkring 10 procent af landets areal, heraf er ca. 1,7 procent vejarealer. Herfra skal så trækkes arealet af København, Århus, Ålborg og alle de andre store byer, hvor regnvandet ledes direkte ud i havet. Så er der ikke ret meget tilbage til vandløbene inde i landet. Brugen af vandløb til afledning af vand fra offentlige arealer er derfor set i den store sammenhæng ganske beskeden.
Ejere af vandløb må selv vedligeholde deres vandløb - forkert
Hvis vandløbet er klassificeret som offentligt, må ejeren ikke selv vedligeholde – det må kun kommunen. Til gengæld sparer ejeren udgiften til at få sit vandløb passet. Det er en gratis service til ejerne af vandløbene.
Dræn munder ud over vandspejlet - forkert
Når smeltevand og nedbør om vinteren skaber bredfyldte vandløb, er drænene dykkede. Kommunernes opmålinger viser, at et betydeligt antal dræn munder ud lige akkurat over vandløbets bund. En stikprøve tyder på, at måske op til halvdelen har deres udløb mindre end 30 centimeter over bunden, altså så dybt at de meget af tiden er dykkede. Placeringen af drænudløb i forhold til vandløbsbunden har været lodsejerens valg i forbindelse med dræning af markerne. Sådan har det altid været – måske fordi andet ikke har været fysisk muligt.
Kun statstilskud til dræn med udløb over vandspejl - forkert
Til det faktum at mange dræn ligger helt nede i bunden af åerne, knytter sig den myte, at dette skyldes kommunale forsømmelser i form af utilstrækkelig vedligeholdelse, da drænprojekter med dykkede udløb angiveligt ikke ville have opnået statstilskud i sin tid. Skulle myten være sand, ville det betyde, at drænudløbene skulle ligge i en lige linje svarende til vandspejlet, og det gør de ikke. Desuden fandtes der ikke det fornødne datagrundlag til at sikre dette hensyn.
Kommunerne har ansvaret for at forhindre oversvømmelser - forkert
Der gives med vandløbsloven ingen garanti mod oversvømmelser. Kommunernes opgave er at vedligeholde efter regulativernes bestemmelser. Skal vandløbene have større kapacitet, er det ejernes opgave. Men kommunerne skal godkende det.
Kommunens rolle er så at se på hele vandløbssystemet. Forbedret afvanding i øvre dele af et vandløbssystem vil alt andet lige give øget oversvømmelsesrisiko i den nedre del af vandløbssystemet. Det kan modvirkes ved at genoprette lokale ådale, enge og moser – p-pladser til vand. Hvis ikke risikerer vi at oversvømme andre marker eller byerne, der ligger i zonen mellem vandløb og hav.
En vigtig pointe er, at har en vandløbsejer valgt at dyrke sine arealer helt ned til vandløbet, har han også påtaget sig den øgede risiko for oversvømmelser, som eksisterer langs et vandløb. Vandløbsvedligeholdelse mindsker risikoen for en fejlslagen høst, men fjerner den ikke. Den vil altid være der.
I byerne må beboerne tåle vand over terræn hvert femte eller tiende år. Sådan er afløbssystemerne dimensioneret. Her gives heller ingen garanti.
Vandløbene svømmer nu oftere over– delvist rigtigt
I takt med at nedbøren stiger, og der optræder kraftigere skybrud, vil oversvømmelsesfrekvensen stige. Men der er også andre årsager. Dræning af våde tørvejorder langs vandløbene har givet ilten adgang. Ilten har nu nedbrudt tørven, så mange sådanne arealer er endt med at være lige så våde, som før de blev drænet. Det er jorden, der er sunket og ikke vandløbsbunden, der er kommet højere op – det kan opmålinger vise. Nu kan de våde arealer med fordel bruges som p-pladser til vand.
Et miljørigtigt vandløb kan ikke sikre tilstrækkelig vandafledning - forkert
Dette er en udbredt myte. Hensynet til flora og fauna plus afvanding kan sagtens forenes i et og samme vandløb. Det viser 33 års erfaring med vandløbsloven, der i 1982 blev revideret. De problemer, der har været, har som regel haft deres rod i særlige nedbørshændelser og ikke i miljøhensynet.
Få klager over kommunernes vandløbsvedligeholdelse
Kommunerne vedligeholder årligt ca. 19.500 km vandløb og bruger godt en kvart milliard kroner på dette. Meget få sager ender i klagesystemet. I 2013 og 2014 behandlede Natur- og Miljøklagenævnet i alt 13 sager vedrørende klager over kommunernes vedligeholdelse. I 6 af sagerne fik lodsejerne medhold i klagerne.
Hvad gør vi nu?
KTC er fortaler for en revision af vandløbsloven. Blandet andet mener KTC, at vandløb uden miljømæssigt potentiale og med det primære formål at tjene afvandingsformål, bør klassificeres som kulturtekniske anlæg. Vedligeholdelsen af sådanne vandløb bør overdrages til deres ejere, der har den primære interesse i disse vandløb. Hvis kommuner eller spildevandsselskaber leder deres vand til sådanne vandløb, må de selvfølgelig betale en andel, der svarer til deres benyttelse – men ikke som i dag hele regningen.
Vi slipper ikke af med oversvømmelser, men de skal flyttes hen, hvor de gør mindst skade. En revision af vandløbsloven bør derfor indtænke omgivelserne langs vandløbene. Naturlige vandløb bruger de vandløbsnære områder – ådalene - til parkeringsplads for vand under store og ekstreme nedbørshændelser. Vi kan lære af naturen. Her gemmer sig løsningen på mangen en lokal klimaudfordring – P-pladser til vandløbene.
