Siden projektet blev sat i gang under budgetforliget for 2021, har der været en stor interesse.
Over 300 personer fra nær og fjern svarede på en brugerundersøgelse, som pejlede projektlederne ind på, hvad der var vigtigt for potentielle købere af tiny house grunde.
Derefter inviterede Vejle Kommune til et informationsmøde, hvor 80-100 borgere deltog. Det fik 15-20 borgere til at engagere sig i en arbejdsgruppe, som har været med til at udvikle området – og spørger man Sabrina Haue og Mette Holm Pedersen, gav det indblik i borgernes boligdrømme.
-Vi snakkede om mulige beliggenheder, og så forklarede vi dem reglerne for, hvad man kan og ikke kan, når man planlægger at bygge et hus. På den måde blev borgerne klædt på til at være med til at udvikle området, og de fik et medansvar for, hvor hurtigt tingene gik. Det, oplevede vi, gav et godt samarbejde, siger Sabrina Haue.