I forhold til bæredygtighed har mange kommuner et naturligt fokus på det omgivende samfund, bl.a. i kraft af myndigheds- og tilsynsrollen, men det er ikke nok, mener Claus Riber:
- Som kommunens største arbejdsplads har vi også selv et ansvar – og dette samarbejde har været en god anledning til at tage vores egen medicin.
I toppen af kommunen glæder man sig også over tiltaget. Leon Sebbelin, der er borgmester i Rebild Kommune samt bestyrelsesmedlem i NBE, mener, at det er essentielt, at det offentlige, herunder kommunerne, går foran på området:
- Vi skal sammen med de store og mellemstore danske virksomheder vise vejen og skabe mulighederne, for at den almindelige borger og forbruger kan deltage i omstillingen til en mere bæredygtig fremtid. Vi ved, at rigtig mange borgere gerne vil handle ansvarsfuldt, når det kommer til vores miljø og klima. Det offentlige spiller en stor rolle for at sætte tempoet, og vi kan påvirke og samarbejde med virksomhederne i forhold til at udvikle smartere og mere bæredygtige løsninger.
Hos NBE håber man, at flere vil følge i Rebilds fodspor: -De danske kommuner råder over store arealer, indkøber i store mængder og er i øvrigt arbejdsplads for rigtig mange - og derfor giver det god mening, at de også er med til at gå forrest, når det handler om bæredygtighed. Alle de nordjyske kommuner kan få besøg af Det Grønne Rejsehold gratis, fortæller Mathias Brass.