Jeg skal lige høre, om I er enige?
Nogle mener man opretter et lag, inden man meddeler tilladelse til projektet. Det synes jeg virker underligt, da man i vedtægterne beskriver anlægget og dets vedligeholdelse. Og det kan man vel ikke, så længe projektet ikke er godkendt.
Derfor opretter jeg laget i samme afgørelse, som jeg meddeler tilladelse. Eller kommunalbestyrelsen godkender både projekt og lagets oprettelse på samme tid, om man vil.
Det var en længere indledning, men det går op for mig, at det jo er to afgørelser med hver deres type klagenævnsprøvelse. Der er fuld prøvelse af selve tilladelsesafgørelsen (med partsfordeling), men kun af det retlige spørgsmål i afgørelsen om lagets oprettelse.
Hvis vi antager at projektet ikke skal miljøvurderes og der heller ikke skal laves en konsekvensvurdering, vil en typisk tilladelse til et kommunalt fællesprojekt derfor indeholde 4 klagevejledninger. Fx kunne man skrive:
Dette dokument indeholder fire afgørelser:
- Tilladelse til kystbeskyttelse med fastsættelse af partsfordeling.
- Afgørelse om at oprette et kystbeskyttelseslag.
- Afgørelse om at projektet ikke er omfattet af krav om miljøvurdering (VVM).
- Vurdering af, at projektet ikke kan påvirke internationale naturbeskyttelsesområder eller bilag IV-arter væsentligt.
Afgørelsen efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, herunder partsfordelingen, kan i dens hele påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3.
Afgørelsen om at oprette et kystbeskyttelseslag, jf. kystbeskyttelseslovens § 7, kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet (jf. kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1).
Afgørelserne om at projektet ikke skal miljøvurderes eller konsekvensvurderes, kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet (jf. miljøvurderingsloven § 49 og søterritoriehabitatbekendtgørelsens § 11).
Har jeg overset noget?