Godt 6 ud af 10 køber i udgangspunktet brugte produkter - fx på loppemarkeder.
Affaldssortering, genbrug og begrænsning af madspild har gjort sit indtog i de danske husholdninger. Næsten ni ud af 10 danskere bruger på en eller anden måde cirkulær økonomi i hverdagen, viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen.
Til gengæld er selve begrebet ikke særligt kendt blandt danskerne. Kun 22 pct. har således hørt om cirkulær økonomi. Efter at have fået det forklaret, svarer et flertal på 55 pct. dog, at de er positive over for tanken. Kun 4 pct. svarer, at de ser negativt på cirkulær økonomi.
Ifølge Miljøstyrelsens undersøgelse er det særligt et ønske om at passe på miljøet, der gør tanken populær. Mere end seks ud af 10 af dem, der er positive over for cirkulær økonomi, begrunder det med, at de gerne vil forbedre miljøet og passe bedre på jordens ressourcer.
Fakta
- 88 pct. af de adspurgte bruger på en eller anden måde cirkulær økonomi i hverdagen.
- 22 pct. af de adspurgte havde hørt om cirkulær økonomi. Efter en kort introduktion til begrebet cirkulær økonomi svarede 55 %, at de var positive over for begrebet, mens kun 4 % var negative.
- 48 pct. af de adspurgte siger, at deres valg af produkter bliver påvirket af en virksomheds miljøprofil. 28 % efterspørger i høj grad et større udvalg af miljøvenlige produkter.
- Undersøgelsen er lavet af Epinion for Miljøstyrelsen og bygger på svar fra 1.055 mennesker over 18 år fra alle dele af Danmark.
- Cirkulær økonomi er en tankegang, hvor forbrug af ressourcer, mængden af affald, forurening og energiforbrug minimeres gennem bedre design, vedligehold, reparationer, renovering, genbrug og genanvendelse og nye forretningsmodeller.