Men det er ikke kun i forhold til håndteringen af ressourcerne i affaldet, at kommunerne kan arbejde med cirkulær økonomi. Kommunerne kan være med til forankre omstillingen lokalt ved både at efterspørge produkter, der kan indgå i en cirkulær økonomi, og ved at understøtte lokale virksomhedernes udvikling. Det gælder fx for drift af skoler, plejehjem, forsyninger, vej og park osv.
Ikke desto mindre kan det være svært at sætte fingeren på, hvor og hvordan kommunen kan starte eller videreudvikle sine cirkulære aktiviteter. I kataloget ”Den cirkulære kommune” giver vi et bud på, hvad cirkulær økonomi er i en kommunal kontekst og hvilke potentialer det rummer. Kataloget er delt op i fire overordnede områder, hvor den cirkulære omstilling kan indarbejdes hos kommunen.
De fire temaer er:
1) Strategi, plan og forsyning
2) Erhvervsudvikling
3) Indkøb og udbud
4) Byggeri og anlæg
De fire temaer forsøger at rumme de forskellige dele af en kommunes virke. Det er ikke en facitliste over, hvad kommunen skal arbejde med, men en inspiration til, hvordan cirkulær økonomi kan forstås og gribes an i en kommunal kontekst. Den overordnede pointe er, at cirkulær økonomi kan tænkes ind i kommunernes eksisterende visioner, strategier, og planer på tværs af forvaltninger.
Kommunerne har den daglige kontakt med de lokale virksomheder og kan med deres erhvervsfremmeindsats understøtte de lokale virksomheders omstilling til cirkulær økonomi. Det kan fastholde og skabe lokale arbejdspladser. Ligeledes kan kommunerne fremme omstillingen til en cirkulær økonomi ved at efterspørge bæredygtige produkter - også i opførelsen af egne bygninger.