KTCs faggruppe for Planlægning arbejder med alle emner, der berører den kommunale planlægning, fra den igangværende reform af planloven til kommuneplaner og lokalplanlægning. Det er en væsentlig opgave for faggruppen at vurdere konsekvenser af ændret lovgivning overfor den forvaltningsopgave, kommunerne har som planmyndighed. Planfaggruppen samarbejder derfor tæt med KL om, hvorledes lovændringer, vejledninger og bekendtgørelser påvirker kommunernes service overfor borgere og virksomheder, der arbejder under rammerne i planloven.
-I faggruppen for Planlægning er det mest aktuelle arbejde ændringerne i planloven, udtaler faggruppeformand Henrik Børsting Aagaard og uddyber:
-Det er vigtigt for KTC, at planloven sikrer administrerbare rammer for kommunernes rolle som planmyndighed, så borgere og virksomheder har retssikkerhed for investeringer i deres boliger og virksomheder.
Henrik Børsting Aagaard har været leder på planområdet og andre lederstillinger i Vejle kommune siden kommunalreformen. Tidligere var han teknisk chef i Børkop kommune, og har også arbejdet hos COWI og i Vejle amts Trafikselskab.
Henrik Børsting Aagaard er uddannet civilingeniør i planlægning fra AUC.