Fordelen ved udbud med forhandling i EU-udbud ligger især i, at der efter modtagelsen af tilbuddene er adgang til en fortsat dialog med samtlige tilbudsgivere om både pris- og kvalitetsforbedringer. Det er som klart udgangspunkt ikke muligt ved de traditionelle offentlige og begrænsede udbud, hvor den offentlige bygherre reelt kun kan acceptere det bedste tilbud som det ligger, uden mulighed for optimering (med mindre udbuddet annulleres).
Forhandlingsproceduren kan desuden skaleres efter behov således, at forløbet tilpasses opgavens størrelse og kompleksitet. Der er med andre ord ikke noget krav om, at der nødvendigvis skal gennemføres langvarige forhandlinger. I princippet kan forhandlingerne begrænses med ganske få dages frist for et revideret og forbedret tilbud og koncentreres om få, centrale aspekter, fx en revideret prissætning i konsekvens af et eventuelt sparekatalog mv.
Erfaringerne med loven i dens første leveår viser dog også, at der er behov for meget præcise drejebøger for forhandlingsprocedurerne. Det skyldes ikke mindst de faldgruber, der ligger i kravene om ligebehandling og gennemsigtighed. Det kan blandt andet være en svær balancegang at sikre, at den feedback, kommunerne giver tilbudsgiverne under forhandlingerne, ikke får karakter af ulovlig sjakren, og at stærke og svage punkter i de afgivne tilbud påpeges i tilstrækkelig grad undervejs i forhandlingsforløbet. I modsat fald udsætter kommunerne sig for klager til Klagenævnet for Udbud, som efter den nye udbudslov tilmed har fået mere hårdhændede sanktioner til rådighed end hidtil, især i form af pålæg om ophævelse af indgåede kontrakter.
