Lovforliget promoveres som en modernisering, der skal lægge mere ansvar ud til kommunerne, og give øget råderum for lokale beslutninger. Det har været en hjørnesten i de kommunale ønsker gennem hele forløbet.
Men er det så også det, vi får?
I lovforslaget er det specielt reguleringen af det åbne land, der giver anledning til bekymring.
KTCs detaljerede gennemgang i lovforslaget viser et meget blandet billede. Dele af lovforslaget giver det råderum, der har været efterspurgt, imens andre dele klart trækker i den modsatte retning. Endelig er der, i forhold til landzoneadministrationen, valgt at tildele borgere og virksomheder direkte rettigheder, helt udenfor kommunernes reguleringsmuligheder.
Væsentlige dele af lovændringerne skal udmøntes via en lang række af landsplandirektiver og efterfølgende bekendtgørelser og vejledninger. Med andre ord er det uigennemskueligt, hvad de lovændringer reelt kommer til at betyde, og hvor store administrative byrder der reelt pålægges kommunerne.
Praktikerne i kommunerne, som arbejder med loven hver eneste dag, har over perioden fremført mange gennemtænkte forslag til lovændringer, der kunne medvirke til at forenkle og effektivisere administration af loven. Nogle af dem har været afprøvet med positive resultater i frikommuneforsøgene, men er trods positive evalueringer ikke kommet med i planlovspakken. Det er ærgerligt, da hele tanken med frikommuneforsøgene derved undergraves. At forslagene så alligevel, via en senere udmelding fra indenrigsministeren, skal udbredes til alle kommuner, gør det kun så meget mere beklageligt, at de ikke er kommet med i lovpakken.
I dette nummer af Teknik og Miljø vurderer og kommenterer en række forskellige eksperter og interessenter dele af lovforslaget.
Jeg håber, at forligskredsen vil bruge indenrigsministeriets udmelding og de mange høringssvar til lovforslaget til at stoppe op, og i det mindste gennemføre ændringerne samlet, så vi ikke skal have to store planlovsændringer implementeret kort efter hinanden.
