- Vi har 92 ejendomme her på Øksenbjergvej. Det er en social vej, og jeg havde god kontakt med mange i forvejen, før jeg ringede på hos dem for at fortælle, at vores vej er udvalgt til affalds-frontløbere, fortæller Anne Hjortenberg.
Beboerne på Øksenbjergvej fik i sommer moderniseret og udvidet miljøstationen på vejen, så de nu kan sortere papir, glas, pap, dåser og metal/aluminium.
I august fik hver husstand en affaldsspand til madaffald. Affaldet fra den mad, vi laver, og fra de råvarer, vi bruger, kan nemlig bruges igen som biogas og gødning.
- Det er det allerførste forsøg i Svendborg Kommune med madaffald, og vi er spændte på, hvor meget der bliver sorteret fra af madaffald. Madaffald udgør ca. 40 pct. af det, vi har i vores skraldespande, og kan blive til værdifuld biogas og gødning. Så det vil vi meget gerne have fat i, siger projektleder fra Vand og Affald, Finn Kallehauge.
Han fortsætter:
- Spanden med det organiske affald tømmes hver anden uge, og i den forbindelse vejes hver enkelt spand. På den måde får vi et godt grundlag at arbejde videre med. Jeg håber, at ca. 75 husstande deltager. Og med Annes store arbejdsindsats og engagement forventer jeg, at rigtig mange sorterer meget mere. Det bliver spændende at se resultatet.