I Kolding Kommune skal Sanne Wøhlk eksempelvis undersøge, hvordan logistikken kan forbedres, når containere fragtes til og fra byens genbrugspladser.
På genbrugspladsen fylder borgerne containerne, Kolding Kommune tømmer dem og sætter dem tilbage, hvor de tog dem. Simpelt, men ikke effektivt rent logistisk. Derfor har Kolding Kommune etableret et fleksibelt flow af containere mellem pladserne. Containeren med hård plast fra plads 1 kan fx næste dag stå på plads 2 og modtage jern og metal.
Men selvom Kolding Kommune allerede har etableret et fleksibelt flow af containere, er der stadig brug for en undersøgelse af, hvordan man skaber et optimalt flow.
- Tanken om et fleksibelt flow er god, men det er vanskeligt at kortlægge, hvordan flowet skal være. Skal du finde den bedste, og det vil sige billigste løsning, kommer du til kort med pen, papir og et Excel-ark. I projektet bruger vi derfor forskellige algoritmer og en masse matematik til at finde den optimale transportstruktur i forskellige scenarier, fortæller Sanne Wøhlk.