I KL’s løsningskatalog gjorde vi opmærksom på, at kommunerne savner redskaber, der kan håndtere de aktuelle udfordringer i det åbne land, og som kan sikre en højere grad af sammenhæng, synergi og kvalitet i udviklingen uden for de større byer.
Vi pegede også på, at den statslige detailregulering på visse stræk havde taget overhånd, når man fx har bestemmelser om, hvor mange ansatte der må være i en virksomhed, hvilke specifikke virksomhedstyper, der må ligge hvor osv. Vores budskab er, at der er behov for et større råderum til at varetage det konkrete stedsspecifikke skøn, for på den baggrund at kunne træffe beslutninger om, hvilke aktiviteter der kan placeres hvor.
Regeringens vækstudspil fra november 2015 rummer en række tiltag, der skal gøre det lettere at bruge det åbne land til hhv. primære erhverv, andet erhverv samt bosætning. Som ministeren nævner, skal både det kommunale råderum, men også borgernes og virksomhedernes umiddelbare ret til fx udvidelse, tilgodeses i en revideret lovgivning.
KL er enig i, at der er behov for nye muligheder i det åbne land, men at det bør ske på baggrund af en landzonetilladelse. Landzonetilladelsen muliggør nabohøringer og sikrer sammenhæng og afvejning ift. de øvrige hensyn i det åbne land. Der er mange interesser og hensyn i spil. Derfor er det vigtigt at sikre koordinering og sammenhæng, også til gavn for investeringssikkerheden for borgere og virksomheder.
I dag har private og virksomheder fx ret til at bygge op til 250 m2 helårsbolig eller erhvervsbygninger (landbruget undtaget) i det åbne land. Skal der bygges større, kræves en landzonetilladelse fra kommunen. Men kommunerne kan i dag ikke blot vælge at give en dispensation til fx et helårshus på fx 500 m2 i området, selvom der ikke er andre hensyn, der taler imod. Det skyldes, at de 250 m2 er blevet ’styrende’ for, hvor meget kommunen kan tillade. En gennemgang KL har foretaget af udvalgte landzonetilladelser viser fx, at kommunerne typisk har mulighed for at tillade helårshuse på max. 300-350 m2. Ved tilladelse til udvidelser derover, underkendes kommunerne som hovedregel i Natur- og Miljøklagenævnet.
En mulig løsning, hvor kravet om landzonetilladelse bevares, men hvor der gives et væsentlig større råderum for kommunerne til konkret at vurderer, hvordan og hvor meget der kan bygges på en given lokalitet, kunne derfor være, at man i selve loven får rammesat det kommunale råderum på dette område.
