2000 ton CO2 er miljøet blevet forskånet for, siden Fredensborg Kommune i 2008 blev klimakommune. Et ambitiøst klimamål på to procent lavere CO2-udledning om året er ved at blive til virkelighed, og arbejdet fortsætter over hele kommunen. Fra skoler til sportshaller og fra biblioteker til børnehaver bidrager kommunens ansatte år efter år til at skrue ned for forbruget af el, vand og varme. De seneste fem år har Fredensborg Kommune nedbragt CO2-udledningen så meget, at det med de gældende energipriser svarer til en samlet besparelse på 17 millioner kroner.
På Fredensborg Rådhus sidder energitekniker Kristian Vejen, som via systemet MinEnergi overvåger forbruget i de kommunale bygninger og planlægger nye løsninger, der skal spare energi.
- Det er en god måde at holde styr på sine bygninger og have en baseline. Hvis man ikke har nogen målinger, ved man jo ikke, hvor man er, siger Kristian Vejen.
En undersøgelse fra 2015 foretaget af KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning – peger da også på, at CTS-anlæg (Central Tilstandskontrol og Styring) installeret på de enkelte ejendomme er et centralt redskab i forhold til en automatisk regulering i energiforbruget,
så der ikke bruges unødvendig energi. Det kan eksempelvis være vand, der løber om natten, radiatorer, der er tændt i ferierne, og lys, der er tændt i tomme lokaler og gangarealer.