I Dansk Byplanlaboratorium advarer direktør Ellen Højgaard Jensen på det kraftigste mod at liberalisere for meget.
-Jeg tror, man skal være meget påpasselig med at løsne grebet. Man skal passe på med at åbne op for at gnave ind i de grønne kiler, hvor meget man end kan have lyst til det i den enkelte kommune. Hvis man skal holde de grønne kiler, er man nødt til at være ret
restriktiv, siger hun.
Hun fremfører, at planen historisk set har ikke bare bevaret natur, men også sikret skabelse af ny natur i Vestskoven og Køge Bugt Strandpark.
-Det er natur, der kan bruges og bliver brugt af bybefolkningen. I dag har man jo bevist, at det er rigtigt godt for vores sundhed og velvære, at vi kommer ud i grønne omgivelser. Det er der god økonomi i, også fremover. På samme måde er der god økonomi i natur, fordi både virksomheder og private gerne vil bo tæt på grønne områder, siger Ellen Højgaard Jensen.
-I Dansk Byplanlaboratorium så vi gerne, at man omdannede nogle af de gamle erhvervsområder til by og arbejdede med byfortætning i byfingrene fremfor at åbne op for urban sprawl i de grønne kiler. Det kræver et vist pres fra planlægningens side. For det er altid billigere at bygge nyt i det åbne land end at omdanne eksisterende byområder til nye formål, siger hun.