Efter en etableringsperiode er alle kommunale bygninger - undtagen beboelser - i Faxe Kommune også koblet op på EnergiDatas energistyringssystem. Projektleder i Faxe Kommune Michael Paaske gætter forsigtigt på, at systemet har sparet kommunen for et par millioner kroner i energi i de fire år, det har været brugt.
- Vi har fået et bedre overblik over, hvad et lille spild kan betyde i det store billede, siger han.
- Umiddelbart tænker man måske ikke over, at et toilet på en skole står og løber. Men MinEnergi laver en beregning på, hvad det pågældende spild vil koste på årsbasis, og så kan man pludselig se nødvendigheden af overvågningen, siger Michael Paaske. Han tilføjer, at et løbende toilet typisk vil give en merudgift på vand på 40.000 til 50.000 kroner årligt.
I Lejre Kommune ønskede man, at medarbejderne fik større fokus på energiforbruget, nu hvor det er så nemt at overvåge. Derfor iværksatte Lisbeth Jacobsen i samarbejde med SEAS-NVE en adfærdskampagne, som skulle gøre medarbejderne bedre til at huske at slukke for strøm og vand.
- Kampagnen resulterede i, at en af kommunens børnehaver nedsatte deres elforbrug med 21 procent i forhold til året før, fortæller Lisbeth Jacobsen stolt.