-Der er behov for en erkendelse og accept af, at der findes landbrugsarealer, som ikke skal dyrkes i fremtiden, både fordi disse arealer ikke længere er dyrkbare med stigende regnmængder, og fordi der er behov for at klimasikre byer ved at lade vandet flyde ud over lavtliggende landbrugsarealer. Der kan også være tale om engarealer, som skal være mere våde. Vi skal skabe vand-parkeringspladser, fordi det er den billigste og enkleste løsning på et større og større problem. Det er en ren cost-benefit-analyse: det vil være langt billigere at kompensere for, at landbrugsarealer oversvømmes en gang imellem, end at klimasikre byerne, siger Luise Pape Rydahl, Teknisk chef i Skanderborg kommune, som netop har overtaget formandsposten for KTC i faggruppe for Natur og Overfladevand.
- Samtidig skal vi hele vejen rundt om det, der regulerer vandløbene, blandt andet sluser, spærringer og stemmeværker samt de regulativer, der styrer vandløbsvedligeholdelsen, så vi får et helhedsperspektiv, forklarer hun.
Luise Pape Rydahl mener at kommunerne i den forbindelse mangler redskaber.
-Der er behov for at styrke de redskaber, som kan øge samspillet mellem alle interessenter i et vandopland. Derfor hilser KTC denne uges møde mellem ministeren og KL velkommen, for det er på høje tid at få adgang til redskaber, som kan løse vandudfordringen, der skaber konflikter i lokalsamfundet, siger hun og uddyber:
-Vi har i kommunerne gode erfaringer med at finde løsninger, når parterne lokalt sætter sig sammen om at løse de fælles udfordringer. I Skanderborg har vi f.eks. i en årrække arbejdet med ”Grønne partnerskaber” i et frugtbart samarbejde mellem kommunen, interesseorganisationer, borgere og lodsejere. Men samarbejdet om klimaløsninger forudsætter, at redskaberne er til stede.