Amagerværket bruger i dag et mix af brændsler, heraf cirka to tredjedele kul og en tredjedel biomasse. En stor del af biomassen går til produktionen af fjernvarme, som derfor er halvt sort og halvt grøn. Men ikke så længe endnu. HOFOR er nemlig allerede i gang med at planlægge omstillingen af værkets blok 3 fra kul til bæredygtig biomasse, og planen er, at al den fjernvarme, der flyder fra Amagerværket og ud i 98 procent af de københavnske hjem og virksomheder fra 2020 er helt igennem grøn.
Valget af den type biomasse, Amagerværket skal bruge, er truffet efter nøje overvejelse. For den skal være bæredygtig, siger HOFORs nye tekniske direktør Bjarne Korshøj:
- Vi har naturligvis fulgt debatterne om biobrændslers bæredygtighed og konsulteret fagkundskaben. Den brændselsblok på Amagerværket, der i dag fyrer med kul, lukker vi og bygger en ny Blok 4 baseret på en teknologi, der gør træflis til det oplagte brændsel. I bestræbelserne på at sikre, at biomassen er bæredygtig, vil vi selvfølgelig leve op til den brancheaftale, som for nylig er indgået med energiministeren. Det betyder, at vi bl.a. vil gå efter at anvende restprodukter fra bæredygtigt skovbrug i Europa, hvor vi kan få garanti for, at der er styr på driften af skoven. Desuden får vi til gavn for vores kunder den samlet set økonomisk bedste løsning også selv om træflis kræver dyrere teknologi til selve forbrændingsprocessen, forklarer han og tilføjer, at omstillingen ikke ventes at forøge varmeregningen, tværtimod:
-Vores beregninger viser, at vi med den nuværende og forventede prisudvikling på træflis reducerer fjernvarmeprisen med cirka fem procent.