For at nå de ambitioner byrådet i Aarhus har på klimaområdet, som blandt andet er CO2-neutralitet, er det nødvendigt at skabe innovative projekter. Projekterne skal finde løsninger på de udfordringer, klimaændringerne og ønsket om en bæredygtig by giver. Samtidigt har man i Danmark en lang række virksomheder som er stærke indenfor grøn teknologi. Derfor er det nærliggende at styrke samarbejdet med erhvervs-og uddannelsessektoren gennem fælles projekter.
-Et eksempel er vores biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg nord for Aarhus. Udover at det er med til at sikre grøn fjernvarme, er det en mulighed for de danske virksomheder, der er medvirkende til at løfte projketet. Her får de en knowhow og erfaringer, som kan styrke deres forretning. Mange af virksomhederne er også på det internationale marked, hvor den viden kan være attraktiv. På den måde skaber projektet ikke kun værdi for os som kommune, men også for dansk erhvervsliv, siger Bjarne Munk Jensen.
Også hos DONG Energy, kan man se logikken i den fremgangsmåde. DONG Energy har tæt samarbejde med AffaldVarme Aarhus om blandt andet føromtalte elkedel.
-De nye elkedler på Studstrupværket er et godt eksempel på, at samarbejde på tværs af sektorer er med til at udvikle vores teknologier og udnytte de vedvarende energikilder, vi har, bedst muligt. DONG Energy er sammen med AffaldVarme Aarhus i fuld gang med at ombygge Studstrupværket til at fyre med træpiller i stedet for kul, og nu kobler vi også AffaldVarme Aarhus´ nye elkedler til Studstrupværket. Dermed kan vi både bruge bæredygtig biomasse fra skovene og overskydende el fra vindmøllerne til at skabe grøn varme til Aarhus og omegn, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy.