Et af de vigtigste principper bag kommunalreformen var, at mål og rammer fastlægges centralt, men at udmøntning foregår lokalt, hvor politikerne også skal stå til ansvar for deres beslutninger.
Denne deling af magten er ikke gennemført på Planlovens og Naturbeskyttelseslovens områder, hvor centrale mål og rammer er afløst af administrativ detailstyring, som griber dybt ned i lokale beslutninger, der har indflydelse på borgeres tillid til deres lokale beslutningstageres kompetencer. Konsekvensen er frustration og negative reaktioner fra såvel borgere, der oplever et fjernt system regulere lokal adfærd i detaljer, og fra kommunalpolitikere, der føler sig sat uden for indflydelse (og ansvar) på områder, der ville være naturlig lokal kompetence, hvis hovedprincippet var gældende.
KTC hilser derfor en fornyelse af Planloven og Naturbeskyttelsesloven velkommen, men fornyelsen skal ske med omtanke.
Et af de områder, hvor KTC ser positivt på ændringer af lovgivningen, er Naturbeskyttelseslovens bestemmelser i forhold til strandbeskyttelseslinjen i byer. Det forløb, strandbeskyttelseslinjen har i visse byer, ser nogle steder ud som om linjen kan være præget af historiske tilfældigheder. Der er forskel fra by til by på, om forløbet går uden om bebyggede arealer, som derfor kan ændre formål, eller medtager bebyggede arealer, som derfor ikke kan ændre formål.
Naturbeskyttelseslovens bestemmelser er meget begrænsende, idet der direkte i lovteksten er angivet en total fredning af de områder, der er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, hvorfor ingen ændringer som udgangspunkt er tilladt. Det er altså ikke administrationen af strandbeskyttelseslinjen, der udgør en barriere for kommuneres ønsker om at udvikle byerne inden for strandbeskyttelseslinjen, men lovens klare definition af strandbeskyttelse.
Det er efter KTCs opfattelse en naturlig følge af kommunalreformens hovedsigte, at planlægning inden for bygrænsen bliver kommunens ansvar. Kommunen har pligt og kompetence til at foretage kommuneplanlægning og lokalplanlægning, som gælder for alle andre arealer i kommunen.
Hvis der er strandbeskyttelseslinje inden for byzonen, så må det efter KTCs opfattelse være op til kommunerne at planlægge og at disponere over arealernes udvikling – samt stå til ansvar over for kommunens borgere og for eftertiden. Planlægningen i disse områder skal naturligvis følge Planlovens rammer og regler, som det er kommunens ansvar at forvalte i henhold til kommune- og lokalplanlægningen.
Derimod er KTC absolut imod ændringer af strandbeskyttelsesloven ved de uspolerede kyststrækninger, som er kronjuvelen i Danmarks naturbeskyttelse. Her skal politikerne fare med lempe, for at beskytte de åbne kyster mod byggeri, som vil betyde varige forandringer af vores kyster. Strandbeskyttelsen værner et Danmark, vi ønsker at bevare for eftertiden.
