Har du lyst til at arbejde med natur og biodiversitet? Har du styr på lovgivningen? Er du god til at formidle og er du vild med at løse opgaver, der har direkte betydning for borgerne? Så har du mulighed for at blive en del af vores faglige team i Natur og Miljø i Gentofte Kommune.
Vi står foran en masse spændende opgaver på naturområdet. Udover håndteringen af de almindelige myndighedsopgaver er vi i fuld gang med at udmønte natur- og biodiversitetstiltag i forbindelse med vores nye ambitiøse DK2020 klimaplan, som sætter fokus på grøn omstilling, klimatilpasning samt at øge biodiversiteten i kommunens byrum, parker og naturområder. Fokus på udvikling af biodiversitet omfatter både den grønne og den blå biodiversitet. Da vi har to medarbejdere, der går på barsel, søger vi en barselsvikar til vores naturteam.
Som naturmedarbejder i Natur og Miljø står du overfor varierende opgaver, som både vil omhandle daglig sagsbehandling, specialist- og fordybelsesopgaver, formidlingsopgaver samt løbende udviklings- og planopgaver.
Dette får du mulighed for hos os
Du vil kunne forvente følgende arbejdsopgaver alt efter dine kvalifikationer:
- Myndighedsopgaver inden for naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven
- Dialog med private grundejere vedr. pleje og beskyttelse af § 3 søer på deres ejendomme
- Opdatering af registreringer af § 3-områder og afgrænsningsregulering af disse
- Vurderinger vedr. fredninger
- Bidrage til udviklingsplan og/eller Natura 2000-handleplan for vores Natura 2000-område
- Bidrage til udmøntning af tiltag under Gentofte Kommunes handleplaner for natur og biodiversitet
- Bidrage fagligt til kommunens kommende strategi for biodiversitet
- Indgå i tværgående samarbejde med Park og Vej, Gentofte Ejendomme, Grøn Guide, bæredygtighedsnetværket om naturudvikling i kommunen
- Kortlægnings- og GIS opgaver – herunder indberetning til naturdatabaser.
- Opfølgning på statens vandområdeplaner
- Bidrage med opgaver relateret til badevand samt vandkvalitet i kommunens vandområder
Stillingens præcise indhold vil blive sammensat ud fra den udvalgte ansøgers profil, kompetencer og præferencer.
Vi tilbyder desuden
Spændende, udfordrende og alsidige opgaver med gode muligheder for faglig og personlig udvikling samt en fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde. Vi er en afdeling med 16 engagerede og erfarne medarbejdere med en bred fordeling af alder og køn. Faglighed og trivsel vægtes højt i afdelingen, samtidig med, at omgangstonen er humoristisk og inkluderende. Vi har fokus på at bringe vores forskellige kompetencer i spil for at løse opgaverne bedst muligt. Du bliver derfor en del af et stærkt fællesskab, hvor drivkraften er det tillidsfulde arbejdsfællesskab, hvor vi har en positiv tilgang til opgaverne og plads til humor og smil – også når der er travlt.
Natur og Miljø hører under opgaveområdet Klima, Miljø og Teknik. Vi har hjemme i lyse lokaler på 3. sal på Gentofte Rådhus, hvor en god kantine, med økologisk mad og flere valgmuligheder for vegetarer og veganere, sørger for at levere energi til arbejdsdagen. Der er gode parkeringsforhold – også til cykler – samt få minutters gang fra bus og S-tog.
Vi arbejder tæt sammen med de øvrige afdelinger i egen organisation. Derudover deltager vi i forskellige erfa- og samarbejdsgrupper Natur- og Miljøsamarbejdet, EnviNa, Det Nationale Netværk for Klimatilpasning, Øresundsvandsamarbejdet mv.
Vores forestillinger om dig
Vi forestiller os, at du har erfaring med flere af ovenstående områder og forstår at arbejde med den ramme, som natur- og miljølovgivningen sætter, samt at du har en god forståelse for natur, biodiversitet og gerne kendskab til søers økosystemer. Du trives i en travl hverdag, og har lyst til at kaste dig ud i nye opgaver/sager både selvstændigt og i tæt sparring med dine kolleger. Du er uddannet biolog, naturforvalter, ingeniør eller lignende. Du er god til at formidle, kommunikere og koordinere. Du har naturlig flair for og lyst til en helhedsorienteret tilgang til opgaverne samt til at indgå i en konstruktiv og løsningsorienteret dialog med kommunens borgere, foreninger og samarbejdspartnere.
Når opgaverne skal følges til dørs, tager du sammen med dine kolleger ansvar og sørger for planlægning og strukturering, der tager højde for og kan modstå benspænd fra en travl og omskiftelig hverdag. Det er en fordel, hvis du har erfaring med brug af GIS og har flair for Excel og gængse it-systemer.
Det praktiske
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt med løn efter gældende overenskomst på baggrund af dine kvalifikationer. Stillingen er et barselsvikariat af 9 måneders varighed. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende. Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2023 eller snarest derefter.
Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst
Liselotte Krakau Ludvigsen
Leder af Natur og Miljø
Telefon: 3059 2677
Ansøgningsfrist: 4. oktober 2023 klokken: 23:59
Naturmedarbejder - Gentofte Kommune