KTC Faggruppe Veje, Trafik og Trafiksikkerhed har fået et nyt medlem. Der er tale om Ivar Sande, som er centerchef for Vej- og Ejendomscentret i Ringsted Kommune, hvor han har været siden marts 2020. Hans fortid er beriget med erfaringer fra 15 år i det private erhvervsliv, 16 år i det kommunale og 4 år i Vejdirektoratet. Erfaringer, som kan komme i spil i faggruppen. ”Jeg har i mange år fulgt det solide arbejde, som bliver udført i KTC, og ser frem til nu at blive et aktivt medlem.”
Derudover fortæller han også om nogle af de emner, som han glæder sig til at dykke ned i sammen med de andre specialister i gruppen. ”Vi kan sætte fokus på, hvordan vi får skabt endnu mere sikre veje, og med den stadig stigende trafikmængde, kan vi få set på løsninger, som kan optimere trafikafviklingen.”
Ivar Sande har en klar holdning til, hvordan faggruppens arbejde er vigtigt. ”Jeg tænker, der er mange dygtige medarbejdere i kommunerne, som har fundet innovative løsninger på de udfordringer faggruppen vil skulle arbejde med. Det er vigtigt at få delt disse, således det kan komme alle kommuner til gode.” Han reflekterer derudover også over, hvordan kommunerne kan gavne af samarbejdet. ”Det er jo den fordel, kommunerne har, fremfor de private. Vi kan dele alt med hinanden, og gøre hinanden endnu bedre. Og når det nu kommer trafikanterne, skolebørn og andre til gode, er det absolut win-win.”