Hej derude
Jeg har egentlig lagt denne ud på det nye ENVINA men jeg kan fornemme at man ikke får nogen meddelelse om, at der bliver lagt nyt indhold på, så nu lægger jeg den også ud her:
Jeg har modtaget en ansøgning om et tillæg til en miljøgodkendelse, hvor virksomheden ansøger om miljøgodkendelse efter listepunkt K 203 til at modtage farligt affald i form af lysarmaturer med PCB-kondensatorer. Ifølge virksomheden vil håndteringen foregå under et større halvtag, hvor armaturerne vil blive skilt ad og kondensatorerne fjernet. Kondensatorerne vil blive placeret i blå spændelågsfade og afhentet af godkendt modtageanlæg (SWS). Virksomheden har umiddelbart tænkt sig at fjerne kondensatorerne manuelt, og da jeg spurgte indtil sikkerhedsforanstaltninger, var svaret, at de ville have handsker på (!). Jeg tænker ikke helt den er god nok i forhold til arbejdstilsynet.
Jeg er dog mere interesseret i at høre hvad folk mener om, at virksomheden tænker at håndtere og oplagre kondensatorerne under et halvtag?
Jeg synes ikke der er så meget hjælp at hente i standardvilkårene til listepunktet. Her står der blot, at affaldet skal opbevares i egnet emballage og under tag/overdækning og at omlastning skal ske på tæt belægning. Jeg er dog lidt betænkelig i forhold til PCB's flygtighed - især i forhold til de omkringliggende naboer.
Jeg har ikke så meget forstand på PCB, så er der nogle der kan hjælpe eller henvise til, hvorvidt den beskrevne håndtering er i orden eller om der er grundlag for at kræve at håndteringen sker indendørs evt. med filter på udsugningsluft. Jeg har kigget på MST's vejledning om håndtering af PCB-holdige kondensatorer, men synes ikke der er så meget at hente i forhold til vilkårene i en miljøgodkendelse.
Håber nogle har mod på at hjælpe.
Mvh. Lasse Højrup, Lolland Kommune