Der har siden 2010 været et velfungerende dialogforum mellem stat og kommune på overvågningsområdet. Her sidder udvalgte chefer fra KTC, KL og SVANA, der mødes to gange om året. I samme forum har parterne aftalt en række tematiserede møder om den igangværende programopdatering.
På møderne, der blev afholdt i juni 2016, deltog chefer og fagmedarbejdere udpeget af KTC. Møderne handlede om at formidle mål og strategier for overvågningsprogrammet, drøfte indhold og mulige ønsker samt den videre proces for programmets udmøntning.
Kommunernes ønsker har især handlet om adgang til online-data for vandstandsmålinger samt fortsat
dialog i forbindelse med placering af operationelle overvågningsstationer i vandløb og søer samt udvælgelse af lokaliteter til effektovervågning i Natura 2000-områder. SVANA bakker ønskerne op.
Når resultaterne fra vandføringer m.v. foreligger og er kvalitetssikrede, vil de blive tilgængelige på Danmarks Miljøportal. SVANA arbejder desuden på en løsning, hvor de registrerede data for vandstande kan vises online efterhånden som prøverne indsamles.
Der er allerede dialog med kommunerne om placering af overvågningsstationer i vandløb og søer for 2017. For så vidt angår lokaliteter til effektovervågning af natur, vil det være et emne for et kommende møde i Dialogforum.