Hvad kickstartede processen? Og er den replicerbar? I Middelfart Kommune er vi ikke i tvivl om, at ”omstilling af olielandsbyer” kan realiseres i forbindelse med det strategiske energiarbejde. Vi er heller ikke i tvivl om, at det kræver flere kompetencer i spil, end dem der typisk bringes i spil på energiområdet.
Fortællingen om Føns begynder en kold december i 2009 i forbindelse med et lokalt klimatopmøde, hvor borgere, foreninger med flere var inddraget om de spørgsmål, som verdenslederne drøftede på COP15. Scenen er det klassiske inddragelsesmøde. Til mødet rejser en borger sig og spørger borgmesteren
direkte:
- Vil Middelfart Kommune hjælpe os med at blive bæredygtige?
Steen Dahlstrøm (S), borgmester og en rigtig god leder, svarede prompte og med begejstring:
- Naturligvis, det er præcis det, vi vil med vores vision og strategi.
Byrådets vision var klar og entydig: ”Sammen bygger vi broer til fremtiden”. En metafor for at arbejde i et netværkssamfund præget af utraditionelle samarbejder og tillid. Kompasretningen for visionen, strategien, var grøn omstilling. En simpel og klar vision og strategi er afgørende for forvaltningens komfortzone. Det var et klokkeklart mandat og opdrag fra borgmesteren.
Og den måde, Føns-aktiviteterne siden blev realiseret på, indeholder nogle helt andre greb end den klassiske projektledelse med milepæle, tidsfrister o.l. Faktisk blev det hele grebet meget ”Samsø’sk” an med dialog, kaffe, håb og forsøg. Og byrådets arbejde var stadig bærende i kommunens engagement. Der var politisk deltagelse, hver gang noget større skete i Føns. Teknik- og miljødirektør Thorbjørn Sørensen fik gearet forvaltningen til tværfaglighed og hurtig respons – uanset om det var hurtigere sagsbehandling eller udvikling af viden til de mange projekter i Føns.
Med den støtte udvidede borgernes komfortzone sig også betydeligt. De troede endnu mere på sagen og fik dannet en række energi- og bæredygtighedsgrupper. Føns blomstrede med en række aktiviteter. Energirenoveringsklynger opstod, borgerne fikenergiforbedret hjemmene, de testede delebil-projekter, el-biler blev afprøvet, der var fælles udflugt (borgere, politikere og embedsmænd) til Samsø for at lære… og meget mere. Alle erfaringer og læring blev brugt til videreudvikling, og flere blev til deciderede koncepter med dansk og international interesse (Esco-Light, efteruddannelse af håndværkere, energicoaching).
Imellem aktiviteterne rejste spørgsmålet sig blandt borgerne, om ikke de skulle kigge lidt på de gamle oliekedler i kældrene. De var jo urentable, forurenende og fyldte voldsomt.