Det er forkert, at grødeskæring forhindrer oversvømmelser. Sådan lyder det fra Bjarne Bringedal Svendsen, der kommer fra organisationen af topchefer i den kommunaltekniske sektor, KTC.
Her er han medlem af faggruppen for natur- og overfladevand, og til daglig er han miljøchef i Køge Kommune. Påstanden bliver fremført i et debatindlæg på Altinget.dk og kommer kun kort tid efter, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) udsendte et hyrdebrev til alle landets kommuner, hvori hun pointerer, at det er nødvendigt, at man får fokus på at vedligeholde vandløb, så man undgår oversvømmelser på danske landbrugsarealer.
I debatindlægget lyder det dog fra Bjarne Bringedal Svendsen, at grødeskæring ingen sikkerhed giver mod oversvømmelser.
Svarer til zigzag på motorvejen
Vandløbsekspert og agronom Jan Hjeds afviser kraftigt at grødeskæring ingen indflydelse har i forhold til at forhindre oversvømmelser. Dermed afviser han også, at han og mange andre har fyldt offentligheden med løgn, når de i årevis har talt for nødvendigheden af mere vedligeholdelse af vandløbene for at undgå oversvømmelser.
Han fortæller, at Bjarne Bringedal Svendsens synspunkt langt fra er nyt. Tidligere miljøminister Ida Auken fremførte det også under et stormøde i Korsør for snart fire år siden. Og siden er det dukket op med jævne mellemrum.
- At sige grødeskæring ikke virker, svarer til at sige, at trafikken til København kører lige godt uanset, om man har fire spor, eller om det ene spor er blokeret på grund af vejarbejde, et af de andre spor kun er to meter bredt, og der samtidig bliver kørt zigzag, siger Jan Hjeds.
Læs hele artiklen på http://www.landbrugnet.dk/Artikler/39371/kommunal-topchef-afviser-effekt-af-groedeskaering
Kilde: Uddrag fra 'Effektivt Landbrug', Kommunal topchef afviser effekt af grødeskæring, skrevet af journalist Lasse Ege Pedersen, den 1.12.2015.