Det er i alles interesse, at vi får skabt løsninger, der er fremtidssikrede og kan varetage både afvandings- og miljøhensyn.
Løsningen synes egentlig meget enkel: Sæt kommunerne i gang med at lave såkaldte helhedsplaner for vandløbs - oplandene.
Man kan sagtens forstille sig et sådant arbejde efter samme opskrift, som der succesfuldt har været anvendt i vandrådene, hvor den lokale forankring og tætte dialog har været nøgleordet.
I en helhedsplanlægning er de små vandløb et centralt element for at undgå oversvømmelse efter mange bække små-logikken, da grundlaget for oversvømmelser netop skabes her. Derfor er det også helt afgørende, at vandet ikke ledes hurtigt fra de små bække. Tilsvarende er det centralt at inddrage ådalen som en buffer til at forsinke oversvømmelserne.
I en helhedsplanlægning i ådalene kunne med fordel indgå elementer som klimasikring, oversvømmelser, afvanding, lavbundsjorde (CO2), vandløbsrestaurering, genslyngning, etablering af nye vådområder og enge, afgræsning samt vandløbsvedligeholdelse.
Artiklen er tidligere bragt på Altinget.dk, den 3.12.15.