Inden den 1. februar 2025 skal deltagerne i treparten lokalt være udpeget gennem kommunalbestyrelserne. Hvem skal inddrages i dialogen, og hvem er de mest legitime repræsentanter ind i den dialog? Der findes formentlig ikke 23 kompetente forhandlere fra alle aktørerne, så Danmarks Naturfredningsforening skal dække hele Danmark. Der vil komme en inderkreds af repræsentanter fra de lokale landboforeninger og kommunerne. De er professionelle forhandlere. De øvrige aktører fra de grønne organisationer er fritidslobbyister og har ikke nødvendigvis kapacitet til at holde sig helt inde ved forhandlingsbordet - medmindre de bliver serviceret efter en skarpt koreograferet plan fra de centrale nationale organisationer. Både borgmester og formanden for den lokale landboforening skal have mandatet afklaret. Det får de. De er vant til at arbejde på den måde og har embedsværk, der lægger positionspapir op til beslutning. Men hvad gør forpersonen for den lokale naturfredningsforening? Den lokale trepart kræver noget helt andet end at afgive et høringssvar eller en klage, som er det værktøj, de er mest fortrolige med. Vedkommende skal stå på mål på en hidtil ukendt måde. Og sørge for at få sit mandat afklaret, så det ikke kvæler den lokale dialog. I hele kredsen af aktører på det grønne område. Det kan godt blive ubehageligt.
Når organiseringen af de 23 lokale treparter er på plads, og samtalen for alvor går i gang, er der masser af materiale at trække på: Kommunens grønne Danmarkskort, Naturstyrelsens kort over potentialer for sammenhængende natur og skovrejsning, Ministeriets kort over de mest kulstofholdige jorde. Der er vurderinger på vej af indsatsbehovet for kvælstof - nye retentionskort, som det hedder. Der mangler ikke data.
Men alle lodsejere elsker deres jord. De er trænede i at sortere i de gode tilbud, de har fået de sidste mange år på kompensationer for sprøjtefrihed, udtagning af lavbundsjorde, dyrkningsfrihed, opsætning af vedvarende energi og skovrejsning. Nogle vil mene, at de har lurepasset. Excel-arkene er klar i banken til det, der måske bliver Danmarkshistoriens bedste tilbud til lodsejerne. Dansk Naturfredningsforening har talt om, at landmændene denne gang ikke skal forvente, at der kommer et bedre tilbud. Det er sidste chance siger de. Det vil tiden vise.
For hvordan bliver betalingsmodellen denne gang? I aftaleteksten står der om Den Grønne Arealfond, at den ”skal afbøde de erhvervsøkonomiske konsekvenser for dansk landbrug” af stramningerne på udledninger af klimagasser og kvælstof. Det haster med at få et overblik over, hvad der kommer fra fonden, så lokalpolitikerne ved, hvad de har at gøre med. Et tilskud pr. hektar og belønning for sammenhængende arealer? Belønning for at få andre fondsmidler med? Arealfonden skal fremme tempoet i jordfordeling og helhedsløsninger, men den må ikke bevirke, at staten bliver en stor jordbesidder og kan beskyldes for, at jordpriserne stiger. Borgmestrene har ansvaret for omlægningsplanerne uden at vide, om guleroden er stor nok.
Derfor er det ikke nødvendigvis embedsværkets kapacitet, der er afgørende for, om missionen lykkes. Det afgørende er forhandlingsevnerne lokalt og adgang til økonomi. Med de rette kompetencer om bordet vil der være ambitioner nok til at skabe resultater, der bringer udarbejdelsen af planerne i mål i 2025. Alle, der ser et forhandlingsbord, drømmer om at sidde ved det og være med til det sidste.
