Kommunernes svære balance i forhandlingerne i de lokale grønne treparter

Kommunerne skal i 2025 implementere mindst tre reformer: Aftale om sundhedsreform 2024, Ny aftale om folkeskolen og aftale om implementering af et Grønt Danmark. Der er også ændringer på beskæftigelse og ældreområdet. Derfor er der med god grund nervøsitet på Christiansborg og omegn for, om kommunerne har kapacitet til at implementere alle reformer på den samme tid.

Efter sommerferien 2025 er de politikere, som ønsker genvalg til kommunalbestyrelser og byråd, tvunget til at være på landevejen og tænke mere på deres eget genvalg end på reformimplementering. På den ene side. På den anden side er de afhængige af at kunne vise resultater.

Når det gælder de lokale treparter, skal de både forankres i hver enkelt kommune og på tværs af kommunerne i 23 lokale treparter. Kommunerne får ansvar både hjemme og på tværs for at implementere aftale om et Grønt Danmark. Årets ord i 2024 er ”fedtemøg”, som jo er resultat af den store mængde kvælstof i vores kystvande. En kåring der med al tydelighed viser, at der er et folkeligt krav om, at der meget hurtigt sker forandringer i det åbne land og langs vores kyster. Kommunerne skal sætte sig for bordenden af de lokale treparter. Der bliver brug for både politikere og direktioner i samtalerne på tværs af kommunerne. Og i samtalerne med natur- og landbrugsinteresser. Der skal skabes resultater i 2025.

Forvaltningerne får rigeligt at gøre med at integrere kompetencerne på tværs af plan- og miljøafdelingerne, måske udarbejde miljøvurderinger og onboarde den ene eller de to nye medarbejdere, der er forhandlet budget til centralt. Hvorfra de nye folk skal rekrutteres er lidt af et mysterium. Men det løser sig. Måske kan planerne faciliteres af de dygtige akademikere, som er placeret lige under borgmester og direktion. De elsker nye opgaver og indflydelse. For de faglige dele af forvaltningerne bliver det imidlertid helt afgørende, at den varslede it-understøttelse er en hjælp og ikke en snubletråd. Men samtalen med de andre aktører kan ikke placeres nede i forvaltningen, som den har været det hidtil, da det hed ”vandoplandsstyregrupper”. Der er en forventning om, at borgmestrene sætter sig for bordenden. Allerede nu forlyder det imidlertid, at en del borgmestre foretrækker at pege på en uafhængig leder af de lokale grønne treparter.

"Når det gælder de lokale treparter, skal de både forankres i hver enkelt kommune og på tværs af kommunerne i 23 lokale treparter. Kommunerne får ansvar både hjemme og på tværs for at implementere aftale om et Grønt Danmark"

Inden den 1. februar 2025 skal deltagerne i treparten lokalt være udpeget gennem kommunalbestyrelserne. Hvem skal inddrages i dialogen, og hvem er de mest legitime repræsentanter ind i den dialog? Der findes formentlig ikke 23 kompetente forhandlere fra alle aktørerne, så Danmarks Naturfredningsforening skal dække hele Danmark. Der vil komme en inderkreds af repræsentanter fra de lokale landboforeninger og kommunerne. De er professionelle forhandlere. De øvrige aktører fra de grønne organisationer er fritidslobbyister og har ikke nødvendigvis kapacitet til at holde sig helt inde ved forhandlingsbordet - medmindre de bliver serviceret efter en skarpt koreograferet plan fra de centrale nationale organisationer. Både borgmester og formanden for den lokale landboforening skal have mandatet afklaret. Det får de. De er vant til at arbejde på den måde og har embedsværk, der lægger positionspapir op til beslutning. Men hvad gør forpersonen for den lokale naturfredningsforening? Den lokale trepart kræver noget helt andet end at afgive et høringssvar eller en klage, som er det værktøj, de er mest fortrolige med. Vedkommende skal stå på mål på en hidtil ukendt måde. Og sørge for at få sit mandat afklaret, så det ikke kvæler den lokale dialog. I hele kredsen af aktører på det grønne område. Det kan godt blive ubehageligt.

Når organiseringen af de 23 lokale treparter er på plads, og samtalen for alvor går i gang, er der masser af materiale at trække på: Kommunens grønne Danmarkskort, Naturstyrelsens kort over potentialer for sammenhængende natur og skovrejsning, Ministeriets kort over de mest kulstofholdige jorde. Der er vurderinger på vej af indsatsbehovet for kvælstof - nye retentionskort, som det hedder. Der mangler ikke data.

Men alle lodsejere elsker deres jord. De er trænede i at sortere i de gode tilbud, de har fået de sidste mange år på kompensationer for sprøjtefrihed, udtagning af lavbundsjorde, dyrkningsfrihed, opsætning af vedvarende energi og skovrejsning. Nogle vil mene, at de har lurepasset. Excel-arkene er klar i banken til det, der måske bliver Danmarkshistoriens bedste tilbud til lodsejerne. Dansk Naturfredningsforening har talt om, at landmændene denne gang ikke skal forvente, at der kommer et bedre tilbud. Det er sidste chance siger de. Det vil tiden vise.

For hvordan bliver betalingsmodellen denne gang? I aftaleteksten står der om Den Grønne Arealfond, at den ”skal afbøde de erhvervsøkonomiske konsekvenser for dansk landbrug” af stramningerne på udledninger af klimagasser og kvælstof. Det haster med at få et overblik over, hvad der kommer fra fonden, så lokalpolitikerne ved, hvad de har at gøre med. Et tilskud pr. hektar og belønning for sammenhængende arealer? Belønning for at få andre fondsmidler med? Arealfonden skal fremme tempoet i jordfordeling og helhedsløsninger, men den må ikke bevirke, at staten bliver en stor jordbesidder og kan beskyldes for, at jordpriserne stiger. Borgmestrene har ansvaret for omlægningsplanerne uden at vide, om guleroden er stor nok.

Derfor er det ikke nødvendigvis embedsværkets kapacitet, der er afgørende for, om missionen lykkes. Det afgørende er forhandlingsevnerne lokalt og adgang til økonomi. Med de rette kompetencer om bordet vil der være ambitioner nok til at skabe resultater, der bringer udarbejdelsen af planerne i mål i 2025. Alle, der ser et forhandlingsbord, drømmer om at sidde ved det og være med til det sidste.

Kommunerne sidder for bordenderne af de lokale treparter, men det er ikke forhandlingslederen, der bestemmer, om lodsejerne afstår deres jord. Kommunerne får formentlig ikke adgang til at råde over statens penge og kan næppe spille dem på bordet i forhandlingerne. Det gør opgaven som forhandlingsleder vanskelig; At de ikke har noget at forhandle med. Så kan man godt forstå, hvis der er nogle af de kommunale topledere, der overvejer at sætte andre for bordenden. Det er prisen for, at kommunerne sammen med landbruget i de centrale forhandlinger pegede på en model, hvor kommunerne tog ansvaret for at skabe løsninger på tværs af kommunerne. Og en modværgemekanisme for at kommunerne skulle afgive kompetence på planområdet. Samtidig undgår staten at sætte streger på andre folks matrikler og få snavs på knæene.

Når scenen er sat, medlemmer af de lokale treparter er udpeget, lederen har sat sig for bordenden, værktøjer og kompensationer er på plads, er der stadig en uløst opgave. Der er brug for lokal forankring hos borgerne. Hvordan kommer det åbne land til at se ud? Det vil de gerne vide og have indflydelse på. Man kan forestille sig borgermøder om landskabsdemokratiet frem mod kommunalvalget i 2025.

Fotos: Colourbox

Log ind for at kommentere