Kære alle
VE-rejseholdet, i regi af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen, inviterer fredag den 1. marts 2023 kl. 09:30-15:00 til temadag om miljøvurderinger og udfordringer med PFAS i relation til opstilling af vedvarende energi på land. Temadagen vil byde på oplæg fra Anders Baun (DTU og formand for regeringens PFAS videnstaskforce) og Lars Skjolding (DTU), der vil præsentere deres forskningsresultater fra en ny metode til at undersøge indhold og afvaskning af PFAS i solcellepaneler. Der vil desuden være oplæg fra tidligere Chef for Miljø og Grøn omstilling i Kolding Kommune, Jakob Sønderskov Weber, der i forbindelse med planlægning for Viuf Solcellepark har gjort sig erfaringer med at stille vilkår til opstiller om supplerende undersøgelser af risiko for afvaskning af PFAS. Om eftermiddagen vil Miljøstyrelsens miljøvurderingsjurist holde oplæg om de hyppigste faldgruber i forbindelse med miljøkonsekvensvurdering af planer og projekter samt om hvilke krav og vilkår, man som myndighed kan stille til opstiller ift. udarbejdelse af supplerende undersøgelser ifm. miljøvurderingsprocessen.
Temadagen afholdes i Mødesalen i stueetagen hos Energistyrelsen og Plan- og Landdistriktsstyrelsen (Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V). Der er offentlig transport til Dybbølsbro Station, der ligger ét stop fra Københavns Hovedbanegård og 5 minutters gang fra Energistyrelsen.
Det er gratis at deltage, og der vil være forplejning i form af let morgenmad, frokost samt eftermiddagskaffe.
Temadagen henvender sig til medarbejdere i den kommunale forvaltning, der arbejder med udbygning af vedvarende energi på land. Programmet vil være særligt interessant for medarbejdere, der beskæftiger sig med miljøvurderinger og spørgsmål om PFAS i relation til udbygning af vedvarende energi på land. Hvis du har en kollega, der kunne have interesse i arrangementet, er du meget velkommen til at dele denne invitation videre.
Der er mulighed for tilmelding via dette link: https://surveys.enalyzer.com?pid=h4bemiqp senest mandag den 26. februar 2024.
Bh Rikke