Dog skal det siges til forsvar for vores kommunalpolitikere, at der ikke endnu fra staten er givet midler til en klimaindsats i kommunerne, hverken i forårets økonomiaftale eller som følge af konkret lovgivning eller i finansloven. Staten har så at sige ikke endnu tænkt kommunerne rigtigt ind i klimaligningen. Det betyder, at hvis vores lokalpolitikere skal leve op til de mange klimaløfter, der er givet i mange kommuner, så sker det på bekostning af den øvrige velfærd, kommunerne leverer. Det er selvfølgelig en prioritering, som mange andre end vores lokalpolitikere laver, men også en meget svær prioritering, hvis borgerne ikke også bakker lokalpolitikerne op, når krydset skal sættes.
For tiden er næsten alle landets kommuner enten færdige med, i gang med eller ved at starte op med DK2020-planer. DK2020-planerne holder os jo mere målbart fast på, at CO2 måles i ton og ikke blot i varm luft, det er dejligt og en stor hjælp for os ”teknikere” i kommunerne. Med det mener jeg, at vi ofte mødes med forestillinger om, hvad der virker, og hvor meget det virker. Det mudrer debatten, når vi ikke helt klart kan sige, hvor mange træer vi skal plante for at få den samme CO2-effekt, som hvis vi indkøber elbiler i hjemmeplejen, omlægger kosten i kantinen eller får omlagt oliefyr til varmepumper i en landsby.
Så herfra blot et stort ønske om faglige, saglige løsninger, bakket op af politikerne og en befolkning, der er helt med på, at klimaet er den største udfordring, vi endnu har haft i dette årtusinde.
Til sidst vil jeg blot sige mange tak for jeres tillid de seneste 4 år, hvor jeg har fået lov til at bestride posten som formand for KTC. Nu er det tid til at give stafetten videre.
