Med den nye LER-lov og de skærpede krav til ledningejere (herunder kommunerne) har vi behov for at kigge på de ledningstyper vi ejer.
I Guldborgsund drejer det sig i hvert fald om vejafvanding, signalanlæg (både ved og mellem lysregulerede kryds) og IT-forbindelser (primært fiber). Om der kommer mere til undervejs må tiden vise.
Vores eksisterende tegningsmateriale er af meget svingende kvalitet og på ingen måde fuldstændigt, så jeg hælder til, at vi har behov for en del opmåling/registrering i marken. Ikke mindst hvad angår vejafvandingen, hvor forbindelserne mellem rendestensbrønde og Forsyningens ledningsnet aldrig har været registreret.
Nu er der jo heldigvis "god tid" til LER-lovens krav skal være opfyldt, men selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst for alvor beskæftigede mig med ledningsregistrering husker jeg vi hver gang blev overraskede over hvor lang tid det tog og hvor meget det kostede. Derfor tænker jeg, at planlægning nok er en god ting.
For mig er dette endnu et af de projekter, vi har de bedste forudsætninger for at lede i det kommunale regi. Mit første møde med både vej og it afslørede at ingen af dem helt forstår omfanget eller nødvendigheden.
Men hvordan griber i andre opgaven an? Hvilke tanker gør i jer om jeres rolle i forhold til vej-folkene og it-afdelingen? Eller er det sådan en opgave, hvor i bare siger: Hyr en rådgiver!?