Liberalisering af planloven er ikke vejen frem

Center for Landdistriktsforskning anbefaler en reform frem for en ensidig liberalisering af planloven. En reform af planloven som vil gøre loven tidssvarende, mere enkel at tolke og implementere. På baggrund af en granskning af tre kommuners landzoneadministration konkluderer en rapport fra Center for Landdistriktsforskning, at der er behov for nye redskaber – en national balancenøgle - der kan sikre en bæredygtig udvikling af nye landskaber i takt med, at vi udnytter arealer.

På Center for Landdistriktsforskning (CLF, Syddansk Universitet) udgav vi i juni 2015 rapporten Erhvervsudvikling med Planloven som medspiller, som bygger på en granskning af landzoneadministrationen i Langeland, Vejen og Hjørring kommuner. De tre kommuner har, med forskelligt geografisk og landskabeligt udgangspunkt, bidraget til en detaljeret indsigt i sammenhængen mellem strategisk planlægning for erhvervsudvikling, og den meget praksisnære håndtering af enkeltsager i perioden fra 2008-2014. Billedet af erhvervsudviklingen i de tre landdistriktskommuner modsvarer den generelle udviklingstendens, hvor der ses en flytning af det erhvervsmæssige tyngdepunkt fra produktion hen imod mere serviceorienterede virksomheder. Kommuners fastlæggelse af bymønstre i kommuneplanernes hovedstruktur kan være med til at prædeterminere erhvervsudviklingen i retning væk fra landdistrikterne, når disse i rammeplanlægningen lokaliseres i hovedbyerne. Det er helt legitime kommunalpolitiske prioriteringer, som dog ikke kan tillægges planloven.

Gennemgang af sagsforløb

For at demonstrere forholdet mellem planlægningen og oplevelsen af landzoneadministration set fra iværksætternes synsvinkel, gennemgår rapporten en række udvalgte virksomheders sagsbehandlingsforløb. Nogle har været yderst tilfredse med kommunens sagsbehandling og rådgivning, mens andre har givet anledning til kritik. Oplevelsen af utilfredshed går i høj grad på de langvarige sagsbehandlingsprocedurer, hvor der er mange interessenter involveret, herunder hvor Naturstyrelsen er myndighed, eller hvor sager indbringes for Natur- og Miljøklagenævnet. Der er også eksempler på et misforhold imellem tildelinger af LAG-midler til en erhvervsopstart, der efterfølgende får et afslag fra den kommunale sagsbehandling.

Samlet set kritiseres sagsbehandlingen for at være tidskrævende, for at mangle transparens og for en risiko for vilkårlighed, da der er tale om enkeltsagsbehandling. De til tider langtrukne sagsgange er af afgørende betydning for ansøgervirksomhedernes overlevelse i en opstartsfase, og usikkerheden omkring procedurer opleves ikke tilfredsstillende. Kommunernes begrundelser for både tilsagn og afslag er derudover ofte kortfattede, og deres informationsværdi for ansøgerne og for fremtidige ansøgere er begrænsede. Rapporten peger her på, at iværksættere i højre grad kan hjælpes på vej af en mere systematiseret vejledning, hvor kommunerne kunne tage ansvaret for at koordinere myndighedsbehandlingen mellem flere lovgivninger.

Nye erhvervsformer

Kystzonen og den historiske Strandbeskyttelseslinje er genstand for dilemmaer mellem ønsket om på den ene side at fremme erhvervsudvikling til turisme og på den anden side at bevare den danske kystzone som en national naturressource. Kommunerne i undersøgelsen anerkender, at der er behov for at passe på herlighedsværdierne i kystzonerne, blandt andet for at skabe et langsigtet bæredygtigt forretningsgrundlag for turisme- og fritidsorienterede virksomheder.

Samme hensyn er relevante for andre livsstilsorienterede virksomhedsformer, som aktivt benytter landskaber og natur som ressource i deres virksomhed. Man kan dog med reference til ovenstående om planloven som medspiller sige, at de to kystkommuner, der indgår i rapporten, ikke har brugt planlovens eksisterende redskaber til at skabe et gennemarbejdet grundlag for nye former for erhvervsmæssig udvikling i kystnærhedszonen.

En gennemgang af sagerne viser, at langt størstedelen af ansøgerne får en tilladelse, men også at især afvejninger ift. landskabelige hensyn er en tidskrævende udfordring for yderkommuner, der i stigende grad vægter turismeerhvervet højt. Udfordringerne består her i, at nye former for erhverv som sundhedsservices, fritidsaktiviteter og små værksteder, der ikke umiddelbart er tradition for at indpasse i landskabet, enten får afslag eller skal argumentere længe for deres sag. Her er der et udtalt behov for at se på, hvordan kommunerne med en højere grad af landskabsarkitektonisk faglighed kan planlægge for, imødekomme og facilitere disse nye erhvervsformer.

En af hovedkonklusionerne i rapporten er altså, at det næppe kan tillægges planloven i sig selv, at erhvervsudviklingen i landdistrikterne bremses, men snarere den ressourcekrævende koordinering mellem flere myndigheder, klageinstanser og love. Forvaltningsprocesserne kan trænge til en opstramning. Kommunerne oplever, at borgere og politikere ikke altid kan gennemskue lovgivningens kompleksitet, og at det udgør en stor barriere for at udfolde de nuværende rammer i planloven. Derudover er det tydeligt, at de producerende erhverv, der ofte skaber mange arbejdspladser, ikke står i kø for at slå sig ned i landdistrikterne, da disse erhvervsformer ofte prioriterer ud fra helt andre parametre end landlig beliggenhed.

Herlighedsværdier i bred forstand

De ’mere uhåndgribelige kvaliteter’ af det åbne landskab er ikke nærmere defineret i planloven. Men implicit spiller landskabelige herlighedsværdier en stor rolle i landzoneadministrationen, hvor der skal tages hensyn til begrebet landskabelige kvaliteter i meget bred forstand. Størsteparten af det danske landskab er dog opdyrket landbrugsjord, skove og søer og således de elementer, der danner udgangspunkt for samfundets opfattelser af, hvad natur og landskaber er.

Naturbeskyttelses- og museumsloven udpeger landskabelige elementer, herunder for eksempel klitter, skovbryn, levende hegn og forskellige terrænformer, der søges beskyttet og reproduceret. Men landskabet er ikke statisk, men forandres og reproduceres naturligt, også gennem samfundsmæssige aktiviteter, herunder ikke mindst i landbruget, hvor fx skiftende afgrødevalg har stor betydning forkulturlandskabernes materielle udtryk.

En bred vifte af menneskelig aktivitet bidrager til forandringer i det åbne landskab, herunder fx skovbruget, infrastrukturelle anlæg, dræning, ud- og genopretninger af åer, retablering af grusgrave og planlagte rammer for naturpleje i form af fx afgræsninger og høslet. Landskabet er i meget høj grad kultiveret, og kun de åbne kyster fremstår i dag ’naturlige’ i den forstand, at naturens egne processer råder uden nævneværdig menneskelig indblanding.

Landzoneadministrationen skal foretage en faglig interesseafvejning i dette komplekse og dynamiske landskabsbillede, og selv om der i stigende grad tilvejebringes konsoliderede kortlægninger, er det omfattet af en grad af subjektiv fortolkning.

Iøjnefaldende særstatus

I en moderne virkelighed er det i den sammenhæng iøjnefaldende, at landbruget opretholder en særstatus og har lempeligere vilkår end andre erhverv på landet. Landbruget er som beskrevet ovenfor i høj grad medproducent af det åbne kulturlandskab, der samtidig er attraktivt for bosætning, turisme og i sameksistens med andre former for erhverv.

Der bliver i fremtiden mere kamp om pladsen og flere konfliktende interesser om arealanvendelsen, der nødvendiggør en modernisering af planloven på måder, så der sikres en transparens og retssikkerhed for alle, både grundejere, brugere og naboer. Derudover er der et udtalt behov for at anerkende de langsomme processer, der kendetegner naturen, hvilket indebærer en planlægning, der udvikler og fastholder en beskyttelse af landskaber med et langsigtet perspektiv for at imødekomme biodiversitet, sikre bæredygtige produktionsvilkår, beskyttelse af særlige naturtyper og støtte landskabsoplevelser.

En liberalisering er næppe vejen frem imod at opnå den komplekse balance mellem beskyttelse og benyttelse i et konkurrenceudsat kulturlandskab. Der er i stedet behov for at udarbejde en national balancenøgle, et helt nyt redskab, der skal sikre, at alle aktører, uanset om det gælder by- eller landzoner, skal bidrage til en fælles forbedring af de arealressourcer, der vil komme et øget pres på.

Anbefaler reform

Center for Landdistriktsforskning anbefaler en reform frem for en ensidig liberalisering. En reform af planloven har til formål at gøre loven tidssvarende, mere enkel at tolke og implementere. Den skal understøtte brede samfundsinteresser og forebygge arealkonflikter gennem naturplanlægning, energiplanlægning og udvikling af produktionslandskaberne, og den skal tilstræbe kvalitet og udvikling af nye landskaber til gavn for en multifunktionel bæredygtig anvendelse.

Med andre ord: Når noget tages fra, skal noget lægges til.

Rapporten kan hentes på www.sdu.dk

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

Ph.d. studerende

Hanne Bat Finke

Syddansk Universitet

Faglige emner

Plan

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny

Liberalisering af planloven er ikke vejen frem

Gennemgang af sagsforløb

Nye erhvervsformer

Herlighedsværdier i bred forstand

Iøjnefaldende særstatus

Anbefaler reform

Forfatter(e)

Faglige emner

KTC

KTC Kredse

Samarbejdspartnere

Faggrupper