Artikel - Artikel 0

2. april 2025 - 11:58

Uberettiget kritik af for langsom BNBO-indsats

Kommunerne bliver hængt ud for ikke at løse akutopgaven om indsats i boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), selvom der er god grund til, at man ikke er nået i mål.

- Der er ingen argumenter, der slår beskyttelsen af vores drikkevand. Der er ingen undskyldninger, der kan accepteres her, sagde Miljøminister Magnus Heunicke til DR den 7. december 2024.

I december 2024 kunne man læse, at Magnus Heunicke ser rødt og er klar til at indlede sag mod kommuner, der ikke forbyder brug af sprøjtegifte ved drikkevandsboring per 1. marts.

Den nye lovgivning er hastværk

Alt for sen afklaring og præcisering af væsentlige spørgsmål danner dårligt udgangspunkt for BNBO-indsatsen hos kommunerne.

En ny lov om bedre beskyttelse af drikkevandsboringer trådte i kraft den 1. juli 2024. Loven betyder, at de lodsejere, der ikke har indgået en frivillig aftale den 31. december 2024 om beskyttelse af områder ved drikkevandsboringer, skal have et påbud om forbud mod anvendelse af pesticider fra kommunen senest den 1. marts 2025.

I juni 2024 offentliggjorde Miljøministeriet to bekendtgørelser om boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Den første bekendtgørelse vedrører vurdering og indberetning af BNBO (BEK nr. 743 af 17. juni 2024), mens den anden omhandler aftaler, påbud og forbud i relation til BNBO samt frister for, hvornår disse skal meddeles (BEK nr. 742 af 17. juni 2024).

Både den ny § 24a i Miljøbeskyttelsesloven og kravene i de to bekendtgørelser er et nyt regelsæt, som har skullet faciliteres i kommunernes opgave. Bemærkninger til lovændring skabte samtidig et stort behov for afklaring og præcisering.

I november 2024 kom så endelig vejledningen om BNBO, der skulle give den afklaring og præcisering, som kommunerne havde ventet så længe på. Allerede en måned efter blev vejledningen fulgt op med flere revideringer, og den seneste reviderede udgave er fra februar 2025. Det fremgår af både vejledning og bemærkninger til loven, at der er tilføjelser til § 24a, som ikke tidligere har været defineret.

På trods af den sene afklaring, forblev fristen for kommunerne den 1. marts 2025 uændret.

Hastværk er lastværk

Komplekse sager kræver længere behandlingstid. Allerede i december gjorde flere kommuner opmærksom på, at tidsfristen den 1. marts 2025 umuligt kunne efterkommes. Dels var der stadig uafklarede fortolkninger, dels afhang arbejdspresset i kommunerne af antallet af boringer og ressourcefordelingen.

-Vores nye lov er ufravigelig, sagde Magnus Heunicke til DR den 7. december 2024 og truede med, at Miljø- og Ligestillingsministeriet vil melde de kommuner, der ikke overholder tidsfristerne, til Ankestyrelsen, som fører tilsyn med kommunerne.

Fra regeringens side er der således ingen hensyntagen til, at nogen kommuner slet ingen BNBO har, mens andre har tæt på 100 boringer. Ressourcen i kommunen til håndtering af disse komplekse opgaver fordeler sig oftest til en enkelt person, som skal have kvalifikationer og indsigt i regelsæt med avanceskat, ekspropriation, grundvandsgeologi og hydrogeologi, landbrugshandelspriser, statsstøtte til landbruget, proces ved tinglysning, forhandlingsstrategi, forvaltningsret og udarbejdelse af vilkår og deklarationer.

Det er ikke i nogens interesse, at kommunerne haster disse komplekse sager igennem, da det ikke kan undgås, at dette hastværk vil reducere kvaliteten i arbejdet og øge risikoen for administrative fejl. For eksempel ophæves 25 meter beskyttelseszonen ved påbud, efter § 24a. Det betyder, kommunerne kan være nødsaget til at meddele både §§ 24 og 24a indenfor BNBO, hvis restriktioner om dyrkning og gødning skal opretholdes indenfor 25 meter beskyttelseszonen. Lovgivningen er nu så kompleks, at vejledningen foreslår at give påbud efter både §§ 24, 24a og 26a for at opnå den bedste beskyttelse, men at disse skal laves i forskellige dokumenter, da erstatning og klageadgang er forskellig for de forskellige paragraffer.

Afklaring af lovgivningen, fastsættelse af erstatningstørrelser og forhandlingsdialogen med lodsejere og vandforsyninger har medført flaskehalse hos kommunernes rådgivende konsulenter og hos advokater. Det kunne have været undgået, men KL blev desværre ikke imødekommet i deres høringssvar ved udarbejdelsen af vejledningen.

Ændret grundlag for risikovurderngen

Grundlaget for risikovurderingen er ændret. Dermed er der tvivl om, hvorvidt de nye regler strider imod proportionalitetsprincippet

Kommunerne kan ikke meddele påbud, hvis ikke rammerne for risikovurderingen er opfyldt.

Vejledningen forskriver: ”Som udgangspunkt er risikovurderingen fra før ikrafttrædelsen af BNBO-bekendtgørelsen den samme som efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Der er derfor ikke pligt til at genoptage en afsluttet risikovurdering efter de tidligere regler.”

Men i den nye vejledning er risikovurderingen jf. VFL § 13e ændret til, hvor risikovillig kommunen er. Før ændring skulle boringerne screenes ud fra, om der var risiko for forurening nær boringen. Desuden er risikovurderinger ændret fra ”udgangspunkt i BNBO med erhvervsmæssig arealanvendelse af pesticider skulle beskyttes” – til også en ”konkret vurdering af behov for indsatser mod fare for forurening fra øvrige kilder og potentiel fremtidig arealanvendelse”. Disse ændringer gælder dog kun ny-udpegede BNBO.

Man kan derfor være usikker på, om rammerne for at kunne meddele påbud er opfyldt, idet der er markant forskel på risikovurderingen for nye og tidligere udpegede BNBO.

Vejledningen foreskriver Forvaltningsret og praksis fra Klagenævnet: ”Kommunalbestyrelsens beslutning om tiltag, der kræver påbud i henhold til miljøbeskyttelseslovens §§ 24, 24 a eller 26 a, skal som øvrige forvaltningsretlige afgørelser, ske inden for rammerne af den almindelige forvaltningsret.” Således må kommunernes afgørelser ikke stride mod proportionalitetsprincippet, princippet om mindst indgribende foranstaltning.

Men de nye regler strider netop imod, ikke mindst kravet om, at indsatsen skal være varig, gør, at kommunerne er tvunget til at revurdere kildepladsens vigtighed og proportionalitetsprincippet ved indgrebet.

Hvert påbud til lodsejer efter § 24a kræver ligeledes, at der meddeles påbud til vandforsyningen, som skal pålægges at betale erstatningen til lodsejere. Hele denne proces er ikke omtalt i BNBO-vejledningen.

I flere kommuner har genberegninger af BNBO vist ændrede størrelser og beliggenhed. Nogle steder er disse ændringer i BNBO kendt, men grundet forsinkelse i Miljøministeriet bliver ”nye” BNBO-arealer først gældende i udpegningsbekendtgørelsen 2025. Det betyder, at kommunerne står med en forpligtigelse til at meddele påbud i ”BNBO – som udgår” og ”BNBO – som bliver gældende”. Disse sager kræver således hver deres lovhjemmel, § 24a i gældende BNBO og §§ 24 og 26 i BNBO, som først bliver gældende ved ikrafttrædelse af udpegningsbekendtgørelsen. I princippet skal kommunen ud med to forskellige påbud i disse sager, som vil kræve to forskellige erstatninger, både for det udgående areal og for arealer, som endnu ikke er gældende.

Man kan spørge sig selv, om nødvendighedskravet er opfyldt på arealer, som udgår?

I §24a er det kommunen, som fastsætter erstatningens størrelse, mens det er lodsejer, der gør krav på erstatningen overfor kommunen i § 24 påbud.

For at disse påbud skal kunne tinglyses, anbefales det at udarbejde to afgørelser, så der er to forskellige dokumenter, der kan tinglyses, dvs. et dokument med § 24 a og et med §§ 24 eller 26a påbud eller forbud. Ved tinglysning af § 24a påbud har servitutten automatisk prioritet forud for andre forpligtigelser, mens kommunen skal sikre sig servituttens prioritetsstilling ved aftaler i øvrigt. Desuden, vedrørende udbetaling af erstatning for påbud efter MBL § 24, er der ingen fortolkningsbidrag i lovens forarbejder til, hvem der skal forestå panthaverundersøgelserne.

Yderligere er det pålagt kommunerne at påbyde økologiske landmænd, at der tinglyses servitut på deres ejendom, som skal sikre, at landbrugsarealer indenfor BNBO aldrig kan ændres til konventionel dyrkning, og at disse økologer kompenseres fuld erstatning for denne restriktion.

Klager, tilsyn, tinglysning og økonomisk efterslæb - hele påbudhjelmen er kompleks

Klager efter § 24a har ikke opsættende virkning, mens klager efter § 24 har, og under en behandling af en klagesag bliver det temmelig uoverskueligt, hvilke arealer der skal føres tilsyn med, og hvilke arealer hvor indsatsen endnu ikke er gældende. Kommunerne arbejder hårdt for at formulere påbud, så hverken lodsejere eller vandværker påklager afgørelserne. Men begge parter kan påklage påbud efter §§ 24a, dels til ankestyrelsen, dels til taksation. En klagesag til taksation er en stor økonomisk udskrivning for kommunerne.

Uafklarede skattespørgsmål presser frivillige aftaler over i påbud

Rettidig omhu og øje for detaljer kunne have peget i retning af realistiske frister for vandværker og kommuner.

For mange lodsejere er det en forudsætning for at indgå en frivillig aftale, at SKAT har meddelt tilkendegivelse af, at der er skattefritagelse på deres erstatning. SKAT har 3-6 måneders behandlingstid på et bindende svar, hvilket betyder, at mange frivillige aftaler med forbehold for skattefritagelse, endnu ikke er underskrevet. Disse frivillige aftaler vil således først kunne underskrives medio 2025, når der er meddelt en kendelse fra SKAT.

Det er ikke længere muligt for kommunerne at indberette, at en frivillig aftale er tilbudt, hvorfor disse fremgår som ikke gennemført. I fristen for de frivillige aftaler er der således ikke taget hensyn til sagsbehandling af et bindende svar fra SKAT om fritagelse for ejendomsavancebeskatningen. Alligevel er kommunerne tvunget til med påbud at underkende det forhandlingsarbejde, vandforsyningerne og lodsejere har lagt i at nå til enighed.

Det korte om det lange er, at der har manglet rettidig omhu og øje for kompleksiteten af opgaven i forbindelse med fastsættelsen af fristen for de kommunale påbud inden for BNBO.

Tidskrævende dokumentation af aftaleprocessen

Vandværkernes overskridelser af frister har medført overskridelser af frister hos kommunerne.

Hele dokumentationsgrundlaget for at kunne meddele påbud er meget komplekst. Der skal bl.a. være kopi af risikovurderingen, byrådets beslutning, dokumentation for, at en frivillig aftale har været forsøgt, dokumentation på tilkendegivelse fra lodsejer om, at vedkommende ikke ønsker en frivillig aftale. Dokumentation for logbog ved de frivillige forhandlinger osv.

Kommunerne har ikke kunnet påbegynde indsamling af disse dokumenter før efter 1. januar 2025. Påbud med bilag forventes at løbe op i over 200 sider.

Vandværkerne har længe været bekendt med fristerne for indgåelse af frivillige aftaler, men forhandlingerne har været komplekse og udfordrende for både små og store vandværker. Kommunerne har stået til rådighed og faciliteret processen for både vandforsyninger og lodsejere, mens nogle af landbrugets brancheforeninger har frarådet landbruget at indgå aftaler. Det har ikke just hjulpet på processerne og slet ikke, når forhandlingerne foregår i lokalområdet mellem naboerne.

Kommunerne skal indhente dokumentation for processen i deres begrundelse for påbud, men i mange sager har parterne slet ikke ført en log for aftaleprocessen, som jo først blev udspecificeret i den nye BNBO-vejledning. Den utilstrækkelige dokumentation koster kommunerne tid, som igen udsætter en dato for et påbud.

Ligeledes er der krav om, at kommunerne tilbyder frivillige aftaler for de lodsejere, hvor vandforsyningen ikke har haft tilbudt en aftale. Denne opgave har først kunnet påbegyndes efter den 1. dec. 2024, og der har været en klar tilkendegivelse af, om parterne har kunnet nå til enighed om en frivillig aftale.

Alt i alt har fristen, der var sat til den 1. marts 2025, været urealistisk – i kommunerne er der behov for forståelse af kompleksiteten af en vigtig opgave, som der er stor interesse for at nå i mål med.

Fotot: Colourbox

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

KTC Faggruppen for Miljø og Grundvand – Vand

KTC

Faglige emner

Miljø og grundvand

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny