KTC’s nye mission og vision blev vedtaget under generalforsamlingen den 25. oktober.
Vores nye mission og vision lyder som følger:
Mission
KTC er kommunernes foretrukne platform til videndeling, samarbejde og faglig interessevaretagelse inden for klima, teknik og miljø. KTC bidrager med løsninger til samfundsaktuelle udfordringer nationalt og lokalt. I fællesskab med landets 98 kommuner og andre væsentlige aktører sætter vi rammerne for kommunal opbygning af viden og erfaringsudveksling – med borgerne i fokus.
Vision
KTC vil tage aktiv del i den bæredygtige udvikling, og vi stræber efter løsninger, som skaber en grønnere fremtid og understøtter livskvalitet og velfærd.
Og nu begynder så det store arbejde, så vores nye mission og vision kommer til at leve og ikke blot ligger og samler støv.
Den nye mission og vision i KTC skal være bærende for prioriteringer i forhold til andre opgaver og eventuelle beslutninger om strukturelle ændringer i foreningen. Den nye mission og vision skal hjælpe med at definere KTC’s kerneopgaver, værdier, pejlemærker og langsigtede mål. De udgør med andre ord et solidt fundament, som kan bruges til at guide større beslutninger og udvikle strategier. Således er både mission og vision vigtige elementer for at skabe en fælles retning og formål for KTC.
Vi følger op på alt dette, når bestyrelsen har været samlet i begyndelsen af december.