Samarbejdet mellem beredskaber og kommuner med særligt fokus på de nye regler i bygningsreglementet
TKU havde sammen med Danske Beredskaber (formand Jarl Vagn Hansen og sekretariatsleder Bjarne Nigaard) en temadrøftelse om samarbejdet mellem de kommunale forvaltninger og beredskaber.
Udfordringen er blandt andet problemstillinger afledt af BR18.
På mødet blev der drøftet:
– Samspillet internt i kommunen mellem de mange roller som bygherre, byggemyndighed, driftsansvarlig og beredskab.
– Brandsyn og BR18 i forhold til gældende krav. De nye regler har betydet, at kommunerne som bygningsejere skal lave planer for drift, kontrol og vedligehold. Samt at beredskaberne ikke længere har mulighed for at lave et skøn, når de gennemfører brandsyn, hvilket medfører flere påbud. Samlet set påfører det kommunerne store merudgifter og praktiske udfordringer.
– Ønsker og gode råd til mere synligt og forbedret samarbejde mellem kommunale redningsberedskaber, myndighedsbehandlere og kommunale ejendomsejere.
Under mødet kom man godt rundt om emnet, og forståelsen af problemerne blev større.
KTC’s to faggrupper; Byggelov og Kommunale Ejendomme er kommet med faglige input, og i KTC ser vi frem til, at udfordringerne løftes videre mellem KL og staten.
Boligpolitiske pejlemærker fra KL og kommunerne
Det fremgår af regeringsgrundlaget fra december 2022, at regeringen vil fremlægge et samlet boligpolitisk udspil. Derfor ønsker KL Sekretariatet en pejling på, hvilke opmærksomhedspunkter de kommunale forvaltninger ser på det boligpolitiske område.
Regeringens forventede boligpolitiske udspil er en mulighed for at adressere kommunernes væsentligste ønsker på boligområdet. Med de politiske aftaler om hjemløshed og om planloven er flere initiativer og muligheder på vej. KL Sekretariatet har pt følgende boligpolitiske opmærksomhedspunkter:
- Kommunerne ønsker at understøtte blandede by- og landområder
- Levedygtige landdistrikter
- Boligsociale indsatser
- Forebyggelse af at udsatte borgere skubbes mellem by- og landsdele
- Hjemløshed
- Omdannelse af almene boliger og ældreboliger
- Campingpladser og kolonihaver
- Grøn omstilling via renoveringer
- Tilsyn og dialog med boligorganisationer
- Parallelsamfundsaftalen
KTC’s Faggruppe for Almene boliger følger området og søger indflydelse, hvor det er relevant.
Indsatsområder i Klimaalliancen
KL har offentliggjort Klimaalliancen, som der også var en god samtale omkring til TKU-mødet. Alle landets kommuner har besluttet at stå sammen om at sætte klimahandling bag de klimaplaner, som er udarbejdet gennem de seneste år. Klimaalliancen skal sikre, at de kommunale klimahandlingsplaner bliver til virkelighed.
Klimaalliancen udspringer af DKK 2020-partnerskabet og består af KL, Realdania og de fem regioner, som sammen har skabt en femårig partnerskabsaftale. Den grønne tænketank Concito står sammen med det internationale bynetværk C40 som videnpartnere i alliancen.
Under TKU-mødet drøftede udvalget følgende:
- Hvilke behov og ønsker kommunerne har til et værktøj til monitorering af implementeringen af klimahandlingsplanerne.
- Hvilke klimaudviklingsspor der er vigtige at kigge på først for at løse nogle af de udfordringer, kommunerne møder i klimaarbejdet, f.eks. inden for transport og landbrug, eller metodeudvikling i arbejdet med forbrugsbaserede udredninger.
- Hvilke overvejelser og ønsker kommunerne har til revision af klimahandlingsplanerne.
Formålet med Klimaalliancen er i fællesskab at koordinere klimaindsatser og udvikle strategiske og tværgående initiativer, der tager afsæt i kommunernes DK2020-klimahandlingsplaner, samt de udfordringer, kommunerne møder i klimaarbejdet. Med Klimaalliancen vil parterne konkret igangsætte tre indsatser:
- Udvikling af værktøjer for implementering
- Igangsættelse af klimaudviklingsspor
- Revision af klimahandlingsplanerne
KTC’s bestyrelse og faggrupper vil naturligvis bidrage med relevant viden og input til Klimaalliancens arbejde. I denne sammenhæng kan vi nævne, at KTC Faggruppen Klima, Energi og Ressourcer netop har fået ny formand, Søren Degn-Pedersen, Chef for Stab og Bæredygtighed i Randers Kommune, som sammen med de øvrige faggruppemedlemmer har stor faglig indsigt i klimaområdet. I KTC’s andre faggrupper ligger der også stor faglig viden, som er relevant for Klimaalliancen, og de bidrager naturligvis også gerne, hvor det er relevant.