Kommunerne er optaget af at forbedre - og ja, det skal ske via nye teknologier, og vi skal udfase metoder, som kan erstattes af nye muligheder. Vi skal dog have en ansvarligt funderet plan, og den plan skal bygge på viden og erfaringer og ikke for meget på formodninger. Hvor findes sagligt belæg for den tese, at privatisering af affaldsforbrændingen vil fremme mere genbrug og genanvendelse? Større konkurrence plejer at føre til lavere priser. Er lavere priser på forbrændingen fremmende for øget genbrug og genanvendelse? Vi har ingen erfaringer, der peger i den retning.
Hvis – som regeringen har foreslået – de kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg ganske simpelt gøres til A/S’er, der skal konkurrere mod hinanden, indtil de økonomisk dårligst kørende har lidt en sej og pinefuld død, vil det medføre i hvert fald tre ting: 1) Ingen sikkerhed for, at den ’overlevende’ kapacitet rent faktisk passer med det danske behov, 2) øgede regninger til de danske forbrugere i kraft af bl.a. låneomlægning og ressourcetræk for at gøre sig gældende i konkurrencen, samt 3) nedprioritering af klima- og miljøfokus hos anlæggene. Det kan vi gøre bedre.
Kommunerne stiller sammen med deres selskaber som altid deres viden og erfaringer på affaldsområdet til rådighed, således at der kan skabes en reelt bæredygtig plan.
På vegne af KTC
Bestyrelsesmedlem, Michel van der Linden