Humus er jordens CO2-lunge

Ved at hæve humusindholdet i vores landbrugsjord med 1 procent, kan vi spare atmosfæren for, hvad der svarer til 27 års dansk CO2 -udslip. Og samtidig få bedre jord at dyrke i. Humus bør derfor nyde langt mere opmærksomhed i klimadebatten.

Man siger om god jord, at den er muldet. ”Muld” er en gammel betegnelse for en ”blød og løs jord, der er egnet til at dyrke planter i”, og vi er ikke i tvivl, når den sammenlignes med ler- eller sandjord. Det, der gør jorden til muld, er indholdet af humus. Det er almen anerkendt, at højt humusindhold giver en meget dyrkningsegnet jord. Det er også anerkendt, at humus kan bruges som lagring af kulstof - en omstændighed der dog får meget lidt opmærksomhed i klimadebatten. Så for at skærpe opmærksomheden omtales nedenfor humusens egenskaber, og hvordan humus dannes.

Egenskaber ved humus

Hvad består humus af? Pedologer (folk, der studerer jordbunden) har fastslået,at det er en organisk syre med den kemiske sammmensætning: 57 procent H, 32 procent O og 4,5% procent N (12). Det er en god tilnærmelse at betragte ilten som bundet i OH-grupper, og dermed beregnes 57 procent C med en brændværdi svarende til brunkul.

Det mest interessante er det høje indhold af N (Kvælstof). Det er ikke alment kendt, men ved hjælp af kvælstoffixerende bakterier i humus sker en mineralisering af luftens kvælstof, der derved bliver tilgængelig for planterne. Og organismerne i en muldrig jord kan udgøre op til 1 kg per m2 i form af fx regnorme, nematoder, skolopendre m.m., der alle skal danne protein og dermed behøver kvælstof. Kvælstofikserende bakterier i humus er således, de facto, den eneste mulige kvælstofkilde til det høje indhold af levende organismer. Det synes også at være logisk ved betragtning af datidens landsbrugsjord, der, før kunstgødningens indtog, kunne forsyne planterne med den nødvendige mængde kvælstof.

Andre egenskaber er humusens jonbindingskapacitet, som planternes rodhår udnytter til at vækste optimalt, og som i sidste ende medfører planter med øget modstandsdygtighed overfor svampe, snylter og sygdom. Humus er tilmed kraftigt vandbindende, hvorved dyrkningsjorden bliver mindre følsom overfor tørkeperioder. For hver procentdel humus i jorden øges det naturlige vandindhold i jorden med 2 procent.

Samlet set bør de gode egenskaber give tilstrækkeligt med bevæggrunde til at prøve at forøge humusindholdet. Hvis man øger indholdet af humus i jorden, binder man desuden C, hvorved CO2 i atmosfæren mindskes med store mængder.

Hvordan humus dannes

Kort beskrevet er humus + rå lerjord + mikroorganismer = muldjord. Humusen dannes organisk af bakterier og svampe, der nedbryder fx blade, rødder, bark, grene og træ, som lever ubemærket i jorden og er afhængig af organiske materiale, der tilføres udefra. Ligesom alt andet liv på jorden behøver organismerne og bakterierne føde for at leve og producere, og
humus er derfor en ustabil forbindelse. Et varigt højt indhold afhænger af, der hele tiden tilføres nyt organisk materiale. Mængden af kvælstofindhold og humus i jorden kan derfor kun opretholdes ved at ”fodre” organismerne i jorden med blade, græs, træ, dyregødning, kompost. Det var tidligere i dansk landbrug naturligt at gøre, men synes i dag ikke længere at være praksis.

Organisk materiale gør frugtbar

Biologen Allan Savorys studier af Afrikas savanne viser en overraskende symbiose mellem jord, planter, dyreflokke og rovdyr. Hans forsøg viser, at fjerner man de store flokke af græs- og planteædere, spreder ørkendannelsen sig. Ifølge Savary, fordi græssende dyreflokke ’fodrer’ jorden med fordøjet plantemateriale, der nærer jordbundens mikrokulturer, hvorefter mikrokulturerne leverer øgede næringsmængder til planterne. Ligheden er altså, vi må føre organisk materiale tilbage til markerne, for at de fortsat kan være frugtbare. Men for at det organiske materiale skal kunne indgå direkte i humusdannelse, må det komposteres. Det bør derfor efterstræbes at kompostere næsten alt organisk materiale, før det tilføres jorden.

Kritiske dyrkningsmetoder

Dyrkningsmetoden er alt afgørende. Siden Anden Verdenskrig er humusindholdet reduceret med mere end 80 procent pga. ændringer i dyrkningsformen, hvor især ophøret af sædskifte og dyr på græs har haft kritisk betydning. Pløjes jorden samtidig for dybt og vendes for intensivt, iltes humusindholdet gradvist væk. Ved iltningen binder humusens kulstof sig med ilt og bliver til CO2 i atmosfæren, og humustabet er dermed en effekt, der skal regnes med i CO2-regnskabet. Utroligt nok, er der på en given enhed skov bundet op til seks gange så meget kulstof i muldlaget under træerne, som der er i træernes samlede masse. Det lader sig gøre, da humusindholdet i en gammel skovbund ofte ligger på omkring 14 procent. Med både muldlag og træmasse indeholder én hektar skov samlet set 5250 ton omregnet til CO2. Tallet illustrerer, hvor meget kulstof man dermed har tabt fra jorden ved en humusreducerende dyrkningsform, når humusindholdet i dag antages at ligge på omkring 1 procent i det meste af Danmarks 35.000km2 dyrkede areal.

Omvendt illustererer det også, hvor meget kulstof man kan lagre ved at øge humusindholdet. En kubikmeter jord vejer ca. 2,5 ton. Humus indeholder 57 procent carbon (kulstof). Hæver vi derfor humusindholdet over 35.000 km2 med blot 1 procent, altså 25 kg per kubikmeter jord, viser en simpel beregning, at der i jorden bindes 500 millioner ton kulstof, svarende til 1,8 milliard ton CO2. Danmarks udledning er ca. 65 mio ton CO2 per år. Hæver man humusindholdet på vores landbrugsjord med 1 procent, har man altså fjernet 27 års CO2-udslip fra atmosfæren, med en mere dyrkningsbar jord til følge. Forholdene eller antagelserne bag tallet kan flyttes lidt, men tallet viser sit tydelige potentiale og fortæller samtidig, at klimadebatten nødvendigvis må iberegne tabet eller forøgelsen af humus i dyrkningsjorden.

Humusindholdet bestemmes ved først på den tørrede prøve at bestemme vægttabet ved pyrolyse og derefter bestemme indholdet at trækul ved foraskning. Forholdet mellem disse to størrelser er meget diagnostisk for jordens formuldningsgrad. I dag bestemmes humusindholdet ofte fejlagtigt ved at foraske en tørret jordprøve og kalde foraskningsprocenten for jordprøvens humusindhold. Forasker man fx træflis eller rødder bestemmes indholdet af disse materialer ved denne metode fejlagtigt som humus.

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

Erling Fundal

Jasper Fundal Månsson

Faglige emner

Klima, energi og ressourcer

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny

Humus er jordens CO2-lunge

Egenskaber ved humus

Hvordan humus dannes

Organisk materiale gør frugtbar

Kritiske dyrkningsmetoder

Forfatter(e)

Faglige emner

KTC

KTC Kredse

Samarbejdspartnere

Faggrupper