Boligejere bør betale for parker og natur

Smukke parker og natur smitter positivt af på ejendomspriserne. Derfor undrer det advokat Hanne Mølbeck, at så få kommuner kræver, at boligejere betaler omkostninger forbundet med de rekreative arealer. Brug dog planlovens regler om udbygningsaftaler, siger hun.

Selvom det ikke er overraskende, at park og natur har positiv betydning for ejerboligers værdi, er det alligevel interessant at læse nyere forskning på området. Forskningen viser, at værdien af et hus stiger med op til 10 pct. i gennemsnit for hver ekstra 10 hektar park eller bynært naturareal, der findes inden for 500 m gangafstand og med op til 2 pct. for hver 10 hektar inden for 1.000 meters gangafstand. Både værdistigning og rækkevidde er lavere i de større byer, men ikke meget.

Også virksomheder er ifølge forskningen parate til at betale ekstra for en smuk beliggenhed. Detailhandelsvirksomheder betaler eksempelvis gerne omkring 15 pct. for at ligge lige ved en park. Næsten samme betalingsvillighed gælder kontorvirksomheder, der typisk betaler en præmie på 5-7 pct. inden for en radius af op til 200 m fra parker.

Der er herved ingen tvivl om, at park og natur har positiv betydning for ejendommes værdi, og det er også baggrunden for, at Folketinget har åbnet mulighed for, at kommunerne kan kræve omkostningerne forbundet med park og natur betalt af de private grundejere. Det er planlovens kapitel 5a om udbygningsaftaler, der er relevant.

Som advokat har jeg efterhånden udarbejdet mange udbygningsaftaler, men det undrer mig meget, at de næsten altid handler om vejanlæg – omkostninger, som kommunerne i mange tilfælde ”bare” kunne kræve betalt i medfør af vejloven. Hvorfor er der ikke flere udbygningsaftaler om park og natur?

Udbygningsaftaler om park og natur

Der er ingen tvivl om, at park- og natur er omfattet af udbygningsreglerne. Det fremgår tydeligt af vejledningen, hvor ”Rekreative friluftsanlæg, som forbedrer områdets eller bebyggelsens kvaliteter og dermed gør det mere attraktivt ved salg” nævnes direkte i vejledningen som eksempel på fysisk infrastruktur, der kan kræves betalt af private.

Måske er der ikke mange udbygningsaftaler om park og natur, fordi kommunerne i stedet regulerer de rekreative faciliteter i lokalplanerne og eventuelt kræver faciliteterne etableret som betingelse for ibrugtagen? Årsagen er uklar, men hvis kommunerne vil have detaljeret indflydelse på udformningen af park og natur, er det min påstand, at udbygningsaftalerne er et mere egnet redskab end planlægningen. Desuden kan kommunen via garantistillelse sikre, at anlægget færdiggøres. I øvrigt kan udbygningsaftaler også vedrøre offentligt tilgængelige faciliteter, der er ejet af andre end grundejeren, fx kommunen. Kort sagt, der er mange fordele.

Udbygningsaftaler er baseret på frivillighed, og der skal selvfølgelig være proportionalitet i de krav, som kommunen stiller til grundejerne. Men når der skal argumenteres for rimeligheden – også over for kritiske politikere – er det nærliggende at henvise til, at park- og natur utvivlsomt medfører en værdistigning af de private ejendomme, og hvorfor er det så ikke de private grundejere, der skal finansiere eller i det mindste medfinansiere?

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

partner

Hanne Mølbeck

Bech-Bruun

Bragt i

Teknik & Miljø august 2016

Faglige emner

Planlægning

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny

Boligejere bør betale for parker og natur

Udbygningsaftaler om park og natur

Forfatter(e)

Bragt i

Faglige emner

KTC

KTC Kredse

Samarbejdspartnere

Faggrupper